betænkning

More documents

Recommendations

Info

1845 § 1 er Haver og Lystskove undtaget fra Forpligtelsen til at afgive Vejmateriale. Derhos giver Kane. Cirkulære af 21. August 1830 med Hensyn til Retten til at tage Sten fra Markerne den Regel, at Vejvæsenets Ret i saa Henseende er betinget af, at Ejeren ikke har tilkendegivet, at han vil bruge Stenene. Dette Cirkulære er senere forklaret og fortolket ved Kane. Skrivelser af 15. August 1835 og 21. Juli 1846. Til Bivejes Istandsættelse og Vedligeholdelse, men ikke til deres Anlæg, skal ifølge Plakat af 4. Juni 1845 § 1 Ejeren eller Brugeren af enhver Grund være pligtig at taale, at det fornødne Grus tages, hvor saadant paa hans Jorder findes, efter de for Afgivelse af Grus til Landeveje gældende Regler. Ifølge Plakatens § 8 bliver ligeledes at forholde efter Plakatens Regler, naar andet Vejmateriale, saasom Ler eller Sand, ønskes afgivet til Brug ved Bivejene; for saa vidt der paa enkelte Steder hertil anvendes Lyng, er vel ogsaa enhver pligtig til paa Forlangende at afgive denne, men i saa Fald, saavel som naar Sten behøves til Broer og Stenkister, gives der Erstatning for Materialets Værdi efter uvildige Mænds Skøn. Ved flere Domme er det antaget, at Lodsejerne ikke er pligtige at taale, at Sten tages fra deres Marker til Brug ved Biveje, naar Stenene ikke skal bruges til Broer eller Stenkister. Det maa formentlig erkendes, at de foran nævnte Lovbestemmelser paa væsentlige Punkter er forældede, og det særlig for saa vidt angaar den Grundsætning, som er udtalt i Forordningen af 13. December 1793, at enhver Lodsejer er pligtig at afgive Vejmateriale fra sin Grund, saaledes at der ikke gives ham Erstatning for Materialets Værdi, men kun for den Skade, der paaføres Ejendommen ved dets Borttagelse. Denne Regel skriver sig fra en Tid, da Vejmaterialet ansaas i det væsentlige at være uden Værdi, men i Nutiden, hvor Materialer udnyttes i langt højere Grad end tidligere, virker den uretfærdigt, ligesom den maa erkendes at være lidet stemmende med Grundsætningen i Grundlovens § 80. Der er da ogsaa i Tidens Løb indgaaet forskellige Andragender til Ministeriet om Ændring af de foranstaaende Regler. Derhos indeholder de gældende Lovbestemmelser som anført paa adskillige Punkter indbyrdes forskellige Regler for ensartede Forhold; bl. a. er Sognekommunerne stillet anderledes og ringere end Amtskommunerne, idet de, for saa vidt angaar Anlæg af nye Veje, overhovedet ikke kan fordre noget Materiale afgivet, og for saa vidt angaar Vedligeholdelse af Vejene vel kan fordre Materialet afgivet, men for Stens Vedkommende kun, naar de skal anvendes til Broer og Stenkister. Da de nugældende Regler er spredt i en Række Lovbestemmelser, maa der endvidere siges at være Trang til en Kodifikation paa dette Omraade. Man har herefter udarbejdet almindelige og ensartede Regler for Afgivelse af Vejmateriale til Veje og Gader, hvorefter der fremtidig ydes de vedkommende Lodsejere Erstatning for Værdien af det tagne Materiale. Ved udarbejdelsen af disse Regler har man lagt de Synspunkter til Grund, som indeholdes i det i Rigsdagssamlingerne 1898/99 og 1899/1900 fremsatte, men ikke vedtagne Lovforslag om det her nævnte Forhold. De i denne Paragraf indeholdte Bestemmelser kommer ifølge § 54 kun til Anvendelse i Købstæder, Frederiksberg og Landkommuner med bymæssig Be- 132 byggelse i det Omfang, der ikke indeholdes Regler herom i de i § 19 omhandlede Vedtægter, ligesom Paragraffen ikke gælder for København. Til de enkelte Bestemmelser skal anføres følgende: Stk. 1. Det maa formentlig stilles som en Betingelse for, at en Kommunalbestyrelse kan kræve Materiale afgivet, at dette findes i naturligt Leje i eller paa Jorden, saaledes at Afgivelse ikke kan kræves, saa snart der fra Ejerens Side er udøvet en Raadighed over Materialet, der tilkendegiver, at han selv vil benytte det. Denne Raadighedsudøvelse kan vise sig paa forskellige Maader, og det kan ikke ved nogen almindelig Bestemmelse angives, hvori de paagældende Skridt skal bestaa for at udelukke Forpligtelsen til Materialets Afgivelse. For saa vidt angaar Sten, er man dog af den Formening, at disse ikke skal kunne tages, naar de ligger spredt paa dyrket Jord. Det vil ofte være nødvendigt for en Kommunalbestyrelse, særlig i saadanne Egne, hvor Vejmateriale findes i ringe Mængde, at foretage en Eftersøgning af Materiale paa forskellige Ejendomme. Det er derfor fundet rettest at give en udtrykkelig Bestemmelse om, at enhver Ejer eller Bruger af fast Ejendom er pligtig at taale, at en saadan Eftersøgning finder Sted. Stk. 2. Da det maa erkendes, at det undertiden kan være nødvendigt for en Kommunalbestyrelse at forbeholde sig Eneret til at tage Materiale fra et bestemt Grundstykke, uden at der i Øjeblikket er Spørgsmaal om at benytte denne Beføjelse, har man foreslaaet en Bestemmelse, der tilsigter at give Hjemmel for en saadan forbeholdt Raadighed. Stk. 3. Den Undtagelse fra Forpligtelsen til at afgive Materiale til Brug ved offentlige Veje, som er gældende med Hensyn til Haver og Lystskove, har man anset det for rettest at udvide til ogsaa at omfatte Kirkegaarde og Gaardspladser, Grundstykker, paa hvilke der findes Fortidsminder, samt Arealer, som i Henhold til en godkendt By- eller Markplan er bestemt til offentlige Formaal. Samme Undtagelse foreslaas derhos at skulle gælde med Hensyn til Vejmateriale fra Ejendomme, af hvilke en Kommunes Vejvæsen eller en Jernbane er retmæssig Ejer eller Bruger. Stk. 4. og 5. Som Regel bør der kun kunne fordres afgivet Materiale inden for den Kommune, til hvis Veje Materialet skal anvendes, jfr dog Stk. 6, hvilket i øvrigt er gældende Ret for Bivejenes Vedkommende. Naar Kommunalbestyrelsen gør Brug af den i Stk. 1 in fine ommeldte Beføjelse til at tage Vejmateriale fra et Grundstykke, skal den vedkommende Ejer eller Bruger underrettes derom, og der gives ved Stk. 5 de paagældende Adgang til at indbringe Spørgsmaalet om Kommunalbestyrelsens Ret til Raadighed over Materialet for en højere Vejmyndighed. Stk. 6 Naar der ikke findes tjenligt Materiale til Benyttelse paa de offentlige Veje og Gader i passende Afstand fra Arbejdsstedet, bør der gives vedkommende Kommune Adgang til at erholde Materiale fra en anden Kommune. I dette Stykke foreslaas fastsat de nærmere Betingelser, hvorunder dette skal kunne ske. Stk. 7. Overensstemmende med, hvad der foran er anført, skal der altid gives de paagældende Ejere og Brugere fuld Erstatning saavel for Materialets Værdi som for den ved Eftersøgningen og Borttageisen forvoldte Skade og Ulempe.
Erstatningens Størrelse er foreslaaet fastsat ved Vurdering efter Reglerne i § 23. Stk. 8. Den deri indeholdte Regel medfører ingen Forandring i de en Kommunalbestyrelse ved Overenskomst eller paa anden kontraktmæssig Maade erhvervede Rettigheder til at tage Vejmaterialer fra Grundstykker, idet den kun angaar de Tilfælde, hvor man tidligere tvangsmæssigt har forbeholdt sig Ret: til at tage Materiale fra en Grund. Til § 25. Den i Stk. 1 omhandlede Vejplan skal indeholde Forslag til og Overslag over de Arbejder, der — efterhaanden som de fornødne Midler maatte være til Stede —• skal udføres paa de Vejplanen omfattende Veje og Gader, herunder Anlæg af nye Veje og Gader, større Forlægninger, Reguleringer af Længdeprofil, Ændringer af Tværprofil. Forbedring af særligt daarlige Oversigtsforhold og lignende. Vejplanen maa derfor udarbejdes paa Grundlag af en systematisk Gennemgang af samtlige Veje og Gader, der omfattes af Planen. Denne skal intet foreskrive om, hvornaar de enkelte Arbejder skal udføres, men skal indeholde en tidsmæssig Klassificering af Arbejderne inden for de enkelte Landsdele, saaledes at de mest paakrævede Arbejder kommer til Udførelse forud for Arbejder af mere sekundær Betydning. Naar en saadan Vejplan foreligger udarbejdet, vil det endvidere blive muligt at placere Vejarbejderne i de Omraader, hvor der paa det paagældende Tidspunkt af Hensyn til tilstedeværende Arbejdsløshed er Trang til Igangsætning af Arbejder. Vejplanen forudsættes underkastet regelmæssig Revision, f. Eks. hvert 5. Aar. Til at udarbejde Forslag til de i Stk. 2 omhandlede Vejregler er af Ministeriet for offfentlige Arbejder i Efteraaret 1939 nedsat et Udvalg af sagkyndige paa Vej teknikkens Omraade. Dette Udvalg har dog endnu ikke afsluttet sit Arbejde. Til § 26. Bestemmelsen er i det væsentlige enslydende med Loven af 1867 § 5, 1. Pkt. Den kommer ikke til Anvendelse, hvor der ved særlig Lov er truffet andre Bestemmelser, og i Modsætning til Reglen i Loven af 1867 § 5 heller ikke til Anvendelse, hvor der ved Overenskomst er truffet afvigende Ordning. Som formentlig overflødig har man foreslaaet ophævet § 5, 2. og 3. Pkt., i Loven af 1867 om Broer over Vandløb, der danner Grænseskellet mellem to Kommuner. Til § 27. Bestemmelserne om Overkørsler og Overgange er i det væsentlige i Overensstemmelse med de nugældende Regler herom. Da der imidlertid har hersket nogen Tvivl om, hvorvidt en Kommunalbestyrelse kunde nægte en Lodsejer at anlægge nye Overkørsler eller nye Overgange til en bestaaende Vej eller slutte til denne med nye Veje, har man nu affattet Bestemmelserne saaledes, at det heraf tydeligt fremgaar, at Anlæg af Overkørsler og Overgange eller Tilslutning med nye Veje eller Gader til en bestaaende offentlig Vej eller Gade kun kan ske med Samtykke af vedkommende Kommunalbestyrelse. De i denne Paragraf indeholdte Bestemmelser kommer ifølge § 54 kun til Anvendelse i Købstæder, Frederiksberg og Landkommuner med bymæssig Bebyggelse i det Omfang, der ikke indeholdes Regler herom i Gade- og Vejvedtægterne eller i de i Henhold til § 75 i Byggeloven for København udfærdigede Vedtægter, ligesom Paragraffen ikke gælder for København. Til § 28. Den i de senere Aar stærkt tiltagende Lidvikling af Bebyggelsen langs de vigtigere Veje betyder en Forringelse af disse i færdselsmæssig Henseende, idet bymæssig Bebyggelse langs Veje almindeligvis medfører en Række Ulemper og Risikomomenter for den gennemgaaende Motortrafik, foruden at den tilladte Kørehastighed maa nedsættes. For at undgaa, at de vigtigste Vejforbindelser fortsat forringes, saavel hvad Færdselssikkerhed som Kapacitet angaar, bør der skaffes Mulighed for, at det ved Anlæg af nye Hovedlandeveje og Landeveje kan bestemmes, at der paa disse Veje eller nærmere angivne Strækninger af dem ikke maa indmunde Veje eller findes Overkørsler, Overgange eller andre Adgange til Vejene. Tilsvarende Bestemmelser bør kunne træffes med Hensyn til bestaaende Hovedlandeveje og Landeveje, naar Forholdene nødvendiggør det. Etableringen af saadanne Veje, de saakaldte facadeløse Veje, vil hovedsagelig finde Sted af Hensyn til Trafik, som ikke er af lokal Karakter, og det er derfor naturligt, at det er Ministeriet for offentlige Arbejder, der som den centrale Vejmyndighed træffer Bestemmelse om, hvorvidt en Vej skal være facadeløs. Da Tilvejebringelsen af Facadeløshed paa bestaaende Vejstrækninger, navnlig paa Grund af Ordningen af Adgangsforholdene for de tilstødende Ejendomme, kan medføre meget betydelige Udgifter, mener man dog, at Beføjelsen bør begrænses saaledes, at Ministeren for offentlige Arbejder kun kan bestemme, at en bestaaende Landevej eller Landevejsgade skal være facadeløs, naar der derom foreligger en Indstilling fra vedkommende Kommunalbestyrelse. Bestemmelserne om Facadeløshed paa Hovedlandevej sgader og Landevej sgader tager først og fremmest Sigte paa de saakaldte Omkørselsveje, der anlægges for at føre den gennemgaaende Trafik uden om Byernes bebyggede Omraader, idet der ikke vil være Begrundelse for Anlæg af disse ofte ret kostbare Veje, saafremt man ikke kan hindre en fremtidig Randbebyggelse af disse. I Stk. 4 har man optaget en Bestemmelse om, at Spørgsmaalet om, hvorvidt der skal ydes Erstatning for Ulemper som Følge af, at en Hovedlandevej, Landevej, Hovedlandevej sgade eller Landevej sgade gøres facadeløs, afgøres af de i § 23 omhandlede Kommissioner. I Henhold til Stk. 1 og 2 er det Ministeren for offentlige Arbejder, der træffer Bestemmelse om, at der i en Hovedlandevej, Landevej, Hovedlandevejsgade eller Landevej sgade eller Strækninger heraf ikke maa indmunde Veje eller Gader eller findes Overkørsler, Overgange eller andre Adgange til Vejen. Imidlertid vil det ikke i alle Tilfælde være muligt helt at undgaa de nævnte Overkørsler m. v., hvorfor disse i Henhold til Stk. 5 i saa Fald maa godkendes af Ministeren for offentlige Arbejder. Tilsvarende Godkendelse udkræves, ifald der senere maatte blive fremsat Ønske om nye Overkørsler m. v. Til § 29. Stk. 1 og 2 svarer i alt væsentligt til Bestemmel- 133
Page 1:
BETÆNKNING VEDRØRENDE FORSLAG TIL
Page 4 and 5:
Afsnit IV. Byggelinier A. Nugælden
Page 6 and 7:
går spørgsmålet om udformningen
Page 8 and 9:
Endelig anvender det nu foreliggend
Page 10 and 11:
Afsnit II. Ekspropriation og taksat
Page 12 and 13:
Ekspropriation til gennemførelse a
Page 14 and 15:
ejendommen i øvrigt skønnes at op
Page 16 and 17:
sationsmænd mente sig særligt bef
Page 18 and 19:
C. Udvalgets forslag Som det vil fr
Page 20 and 21:
gravning og korsel, skal der derimo
Page 22 and 23:
iagttagelser, man herhjemme har gjo
Page 24 and 25:
kræves for en fortsat udnyttelse a
Page 26 and 27:
Spørgsmålet har som nævnt kun i
Page 28 and 29:
egulerende bestemmelser, såfremt d
Page 30 and 31:
Ifølge den gældende lovgivning ka
Page 32 and 33:
es i den fastsatte byggelinie, samt
Page 34 and 35:
af byggelinier (men ikke om hjørne
Page 36 and 37:
ejer er efter vejbestyrelsens forla
Page 38 and 39:
stiger iøvrigt, for så vidt angå
Page 40 and 41:
veje i de forholdsvis sjældne tilf
Page 42 and 43:
Under den nugældende retstilstand
Page 44 and 45:
foran omhandlede bestemmelser derve
Page 46 and 47:
derfor. For bivejenes vedkommende u
Page 48 and 49:
og den langvarige henstillen af mot
Page 50 and 51:
Under den nugældende retstilstand
Page 53 and 54:
UDKAST til forslag til lov om besty
Page 55 and 56:
spektive vejmyndigheder udskrift af
Page 57 and 58:
gelse uden for Københavns kommune
Page 59 and 60:
anstaltning ved vurderingen findes
Page 61 and 62:
nægtet samtykke til en overkørsel
Page 63 and 64:
fentlige veje. Dog kan ministeren f
Page 65 and 66:
stier som offentlige samt at anlæg
Page 67:
1853 angående forpligtelse til jor
Page 70 and 71:
70 Nærværende 1942-forslaget fors
Page 72 and 73:
paragraffer nærmere omtalte vejarb
Page 74 and 75:
var udlagt og angivet på matrikelk
Page 76 and 77:
gennemføres en lettere adgang til
Page 78 and 79:
Om baggrunden for forvaltningskommi
Page 80 and 81:
priationer og taksationer til lande
Page 82 and 83: vejbestyrelsen, nar den ikke længe
Page 84 and 85: lovforslaget af 1942, har der være
Page 86 and 87: ven ikke har tillagt amtsrådene, d
Page 88 and 89: Til § 34. Allerede under den nugæ
Page 90 and 91: foreslås derfor i stk. 8, at udgif
Page 92 and 93: større principielle ændringer i d
Page 94 and 95: estyrelsen samtidig med byggeliniep
Page 96 and 97: et tidspunkt som muligt bliver beke
Page 98 and 99: anlægge gang- og cyklestier i stø
Page 100 and 101: den ikke blev optaget på gangstifo
Page 102 and 103: etøjer blevet stadig mere brænden
Page 104 and 105: havn, jfr. købstadkommunallovens
Page 106 and 107: § 5. Ministeren for offentlige Arb
Page 108 and 109: af Ministeren i Medfør af Stk. 3 o
Page 110 and 111: maatte medføre fremtidige Lettelse
Page 112 and 113: linger, Udstikninger og Afmærkning
Page 114 and 115: Stk. 5. De vedkommende Ejere og Bru
Page 116 and 117: § 32. Stk. 1. Ministeren for offen
Page 118 and 119: § 41. Alle andre Stier end saadann
Page 120 and 121: nævnte Tilfælde til Ministeren fo
Page 122 and 123: Stk. 2. Ekspropriation og Taksation
Page 124 and 125: Motorafgiftsloven, saaledes at man
Page 126 and 127: ledes, at Vejens Optagelse som Bive
Page 128 and 129: Til § 16. Vedrørende de i Stk. 1
Page 130 and 131: eller Bivej bortsælges, har man ov
Page 134 and 135: serne i § 7, Stk. 1 og 2, i Lov Nr
Page 136 and 137: fældet ved offentlige Veje og Gade
Page 138 and 139: træffe Bestemmelse om en Række Fo
show all

betænkning

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?