28677_Skoler i Kolding - Kolding Kommune

jo som lærere ikke mene noget om hverken politik eller religion. Men efterhåndenfandt det også sine ben, og man kunne få nogle drønspændende debattermed de unge, og det var som dansklærer pragtfuldt at få stile, hvorman kunne se ind i hovedet af de unge mennesker.Lærer Peter Møller, der underviste på Brændkjærskolen fra slutningenaf 1950erne til begyndelsen af 1980erne, fortalte: En anden formfor demokratiseringsproces, som finder sted i disse år, er »dusseriet«. Mangelærere følte vel nok i begyndelsen, at det var en provokation fra elevernesside, når de anvendte du-formen, og mente vel, at det kunne gå ud overrespekten. Helt givet er det da også, at det skaber en mere kammeratlig tone,lærere og elever imellem, og for nogle elevers vedkommende har det da ogsåværet vanskeligt at finde balancen mellem en sømmelig respektfuld tiltaleformog den mere primitive tiltaleform, som ofte forekommer elever imellem.Men lige så sikkert er det da også, at mange elever, som følte, at De-formenskabte en kløft mellem lærer og elev, i dag henvender sig mere åbent og tillidsfuldttil læreren, som tidligere var tabu.Hvordan bevarer man lilleskolepræget på en stor skole? Det er vanskeligtfor en skoleinspektør at huske navnene på alle skolens eleverog deres forældre. Nogle steder gør man sig store anstrengelser for atkontakten mellem skolens inspektør og børnene også er tilstede påandre tidspunkter, end når uvorne unger bliver »sendt op til inspektøren«.På Munkevængets Skole indførte skoleinspektør Hans MartinJepsen en tradition omkring elevernes fødselsdage. Hans Martin Jepsenhavde selv lavet et flot flag, og når en elev havde fødselsdag gik de opfor at låne flaget for at tage med ind i deres klasser. På den måde fikinspektøren en positiv kontakt til alle børn. Hans Martin Jepsen varskoleinspektør på Munkevængets Skole fra 1974-2001.SKOLENEDLÆGGELSER I 1980ERNESiden 1945 havde skolevæsenet oplevet en jævnt stigende elevtilgangog et stigende behov for flere klasselokaler. Væksten afspejledes i detfaktum, at 14 ud af de 20 skoler, som kommunen rådede over i begyndelsenaf 1980erne, var bygget inden for blot 25 år, mellem 1955 og1980. Men kurven knækkede i slutningen af 1970erne. I 1977 toppedeantallet af folkeskoleelever på de koldingensiske skoler med 8.291 elever,hvorefter det gik tilbage. I begyndelsen var faldet svagt, næstenumærkeligt, men i 1980erne blev nedgangen mærkbar. I 1990 var derpå Koldingskolerne indskrevet mere end 2.000 færre elever end i 1979.Efter flere årtier, hvor der ustandselig var blev bygget og udvidet på skolerne,skulle Byråd, Skoleudvalg, Skolekommission og Skoleforvaltningnu til at forklare forældre og vælgere, at deres skoler måske skullenedlægges.I begyndelsen af 1980erne havde man i Skoleforvaltningen erkendt,at selv om skolestrukturen måske var fornuftig nok her og nu, ville detblive alt for dyrt at fastholde den uændret. Skoledistrikterne skulle gåsefter i sømmene, elevprognoser udarbejdes, og på baggrund af detkunne man i værste fald beslutte at lukke. Det var en proces, som togflere år.På forhånd kunne man frede nogle skoler og skoledistrikter. Det varde skoler, hvor søgningen og elevtallene var store, f.eks. BramdrupSkole, Dyrehaveskolen, Lyshøjskolen og de skoler, som – uanset størrelsen– lå så yderligt placeret, at det ikke var muligt at flytte skoleele-119