De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

kraftigt, at hun ikke kunne kæmpe imod. Rædselsslagen mærkede hun, hvordan
skuldrene sænkede sig, og hendes øjenlåg ufrivilligt blev tungere. Der
var intet at gøre.
Igen så hun kvindens ryg foran sig. Denne gang stod hun i døren til skomagerens
hus. Der var trængsel på pladsen. Den smalle passage mellem kapellet
og vejen ned til havnen kunne slet ikke rumme de mange mennesker, som
stædigt prøvede at mase sig igennem. Små boder var stillet op uden for de
tæt sammenpakkede stenhuse, der stod i skæve klynger op ad borgmuren.
Sælgerne forsøgte ivrigt at overdøve larmen med deres skingrende tilbud. Et
sted pissede en fuld, gammel skotte i kilt op ad husmuren. Selvom der var
åbent mod himlen over dem, var der en gennemtrængende stank fra de
mange heste og køer, hvis haler viftede i vinden. Foran hende kæmpede en
spinkel, pjaltet dreng sig vej til brønden i et forsøg på at adlyde dyrenes tørstige
brølen. Kvinden i døren hviskede nervøst med en ung mand. Hans
ansigt var skjult bag dørkarmen, men Glenne kunne skimte hans hænder på
hendes skuldre.
Endnu engang vågnede hun måbende op foran den lille gruppe, der nu var
begyndt at virke lettere utilpasse ved situationen. Drengen fra før klamrede
sig med store øjne til sin mors håndled. Langsomt forsvandt lugten af dyrene
og blev afløst af de friske vindpust fra søen. Vinden var taget til. En regndråbe
ramte hendes kind - et påmindende prik om den virkelighed, hun
endnu engang måtte kæmpe for at forholde sig til.
”Vi fortsætter rundvisningen om et øjeblik, når regnen er drevet over,” fik
hun snøvlende fremstammet, især for at give sig selv en smule luft. Folk
begyndte at finde deres knitrende blå regnsæt frem fra rygsækkene og søge
kortvarigt ly ved porten. Malcolm så et øjeblik ud, som om han ville bryde
ind, men gjorde i stedet et par arrige notater på sin blok.
Da den værste regn var drevet over, og små klare dråber dryppede fra træernes
tunge grene, kaldte hun igen forsamlingen sammen og satte kurs mod
herskabernes lejligheder. Her kunne kvinden umuligt dukke op. I et forsøg
på at undgå de store mængder regnvand, der klukkende og brusende løb
langs vejen, skød hun genvej over kapelbakken. De hvide kondisko svuppede
i det våde græs og antog efterhånden en fesen grålig farve, der mest af alt
lignede nuancen på de cementbelagte vandrestier i parken derhjemme. Hun
lagde hovedet bagover, men selvom regnen var stoppet, var himlen stadig
grå, og flere truende skyer var på vej ind over søen. Bedst som hun stod og
99