De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Katinka maste og puffede sig vej gennem de mange mennesker, hun var ligeglad
med alle de tilråb, om at hun skulle smutte tilbage til sin egen del af
køen. Nye folk, urolige ansigter, hun aldrig havde set før, selvom de havde
stået i samme kø i meget lang tid, mødte hende.
Hun var så tæt på sin far, kun få meter tilbage.
En varm damp ramte hende lige i ansigtet og fik hende til at stoppe op,
og de hvide insekter i hendes mave smeltede og blev til en kogende og dampende
blanding. Der var noget galt. Der var rødt lys der inde, en rådden og
asket lugt smøg sig sviende op i Katinkas næsebor. Hun ville skrige, men
dampen gjorde det svært for hende at trække vejret. Der var ingen by bag
porten, i stedet lå der noget, der lignede et bjerg af menneskelig. Katinka
vendte sig langsomt om. Der stod en oprørt flok af mennesker, nogle skreg
og græd, andre var helt tomme i blikket, men de fleste råbte, brølede og
klyngede sig til hinanden. En masse mænd, klædt i sorte uniformer, prøvede
panisk at få styr på flokken. Kogende vand boblede op i Katinkas mave. Hun
måtte væk.
Hun løb tilbage mod køen. Hun så ikke noget, hørte kun folks skrigende
stemmer, da hun løb igennem den oprørte flok.
”Far, far! Faar!” Hun hørte det tydeligt, og hun vidste, at det kom fra hendes
mund, men det lød ikke som hende. Katinka åbnede de mørke øjne, som
flakkede søgende rundt og så på hvert lille kendetegn ved de ansigter, hun
løb forbi. Ingen af dem var hendes far. Bare han alligevel var i køen. Han
måtte ikke være i bjerget af menneskelig på den anden side af porten, han
skulle være i køen!
Hun blev ved med at løbe, hun ville advare folk, men hun kunne ikke få
et ord over læberne og blev bare ved med at løbe.
Hun kunne høre et råb. Først troede hun, at det var hende selv, indtil det gik
op for hende, at stemmen kom inde fra køen og tilhørte en ung kvinde.
Katinka løftede ængsteligt de mørke øjne til det, hun vidste ville møde
hende. Hvis en istap kunne skrige, ville det lyde som det høje skrig, fuglen
udbrød, da den dykkede ned mod hende første gang. Isfuglen rev hendes
kind op med sine metalliske, skarpe klør. Katinka skreg af smerte, et kort
øjeblik blev verden gul, blå og lilla.
Fuglen dykkede igen. Katinka rullede en gang rundt i røde pletter, der
lyste i den kolde hvide sne, og hun undgik isfuglens andet dyk. Katinka langede
ud efter fuglen og fik fat i dens lange halefjer, og isfuglen så overrump-
128