De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

de sig forbi Dan og trampede ud af stuen. Lidt efter smækkede døren til hans
arbejdsværelse med et brag. Dan vendte sig om. Han havde taget en beslutning.
Imens han nu traskede af sted, førte han hånden op til sin kind. Den var stadig
øm og en lille smule hævet. Han havde ikke haft tid til at se sig i et spejl
i går, for han havde haft så travlt med at komme væk. Dan nåede hen til stationen
og steg på toget mod København. Han sank sammen på et sæde og
lukkede øjnene.
”Undskyld, men jeg skal se din billet.” Dan åbnede øjnene. Alt var sløret.
Han rettede blikket mod personen, der havde talt til ham. En blå masse. Han
gned øjnene. ”Din billet?” gentog togkontrolløren. Han mærkede en knugende
følelse i sin mave og sank en klump. Han havde vidst, at der var en
mulighed for, at dette kunne ske, men han havde taget chancen. Han kørte en
hånd gennem håret.
”Øhm … jeg...” Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Jeg kører sammen
med nogen i den anden vogn, og de har billetterne eller Jeg har tabt min billet.
Eller skulle han sige sandheden? At han slet ikke havde en? Han kradsede
sig på armen og så op på kontrolløren.
”Undskyld?” Stemmen kom fra et sted bag kontrolløren. ”Kan du fortælle
mig, hvad tid vi ankommer til Roskilde?” Kontrolløren vendte sig om. Dan
greb chancen, smuttede ud på midtergangen og styrtede ud på toilettet. Han
sukkede lettet. Flere gange blev der taget i håndtaget. Sikkert folk, der var
trængende. Men han blev siddende og lyttede til kvindestemmen i højtaleren,
der sagde, hvor langt de var kommet. I den lange ventetid tog han en lap
papir frem fra sin taske og genlæste adressen, som han havde skrevet.
Det vrimlede med mennesker. De gik, løb, snakkede, råbte. Bilerne drønede
forbi ude på vejen. Dan trådte op på dørtrinet og holdt knappen inde.
Christian H. Jensen stod der på skiltet under ringeklokken.
”Det er Christian,” lød den dybe stemme i højtaleren.
”Hej Christian. Det er Dan.”
”Nå ... Dan. Hvad laver du her?” lød det efter en kort pause.
”Øh, må jeg ikke komme ind?”
”Jo. Jo, selvfølgelig.” Der lød en sær brummende lyd, og døren gik op. På
261