De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Manden vendte sig langsomt om og gned hænderne i bukserne.
”Du er da en lille tøs… at købe så stærke sager, hvad?”
”Jeg er stærkere, end jeg ser ud.” Han nikkede langsomt. Alle hans bevægelser
var langsomme.
”Der” Han pegede over mod nogle store runde trækasser. ”Det er noget
stads, bare så du ved det. Det dræber alt. Selv mine bette mælkebøtter visnede.”
Hun tog en op. Hendes arme blev tynget ned, men hun kunne ikke
give op på grund af en stor spand.
”Vil du låne en trækvogn? Vi har en ude bagved” Et lettet suk undslap
hendes læber, og hun satte tønden ned. Med bevægelser som en drøvtyggende
ko gik han længere ind i lageret og kom frem fra mørket med en lille trækvogn.
Hun satte to tønder op på den.
”Kan jeg komme og betale dig senere? Jeg tror ikke, jeg har nok penge
med” Han nikkede kort og vendte så tilbage til arbejdet.
På vejen hjem var hendes hoved fyldt med tanker, som hun prøvede at fortrænge,
men de slap ud af hullet og forbi knuderne. De sneg sig op af halsen,
og hun skiftevis hulkede og stoppede op. Tomme blikke og lydløse skrig forfulgte
hende. Skridtene blev tungere og tungere, som hun begyndte at kunne
skelne træerne. Tvivl og skyld skyllede gennem kroppen. Knuden var lige
ved at give slip, da hun så alfen. Den lille, idiotiske alf. Hun satte tempoet
op. Ved skovbrynet stod hendes mor flankeret af fauner, nymfer, feer og
alfer. Den lille alfehan sad triumferende på en gren over Yvaine.
”Alvida.” Hun stoppede ikke. ”Vi var nødt til det. Det var skoven eller
menneskene.” Da hun stod foran Yvaine stoppede hun endelig op.
”Far ville aldrig have gjort jer noget, og det ved du.”
”Man ved jo aldrig med mennesker. Tænk på hvad din far ville have gjort,
hvis han fandt ud af, vi havde fjernet dem.”
”Hvad med mig? Jeg er ligeså meget menneske som ham” Yvaine rystede
svagt på hovedet.
”Slå dig ned hos os. Du har aldrig hørt hjemme blandt dem. Hos os kan
du være den, du virkelig er:”
Alvilda prøvede at skubbe sig forbi, men væsnerne dannede en tæt mur
foran hende. Faunerne tog fat i vognen og tønderne. Desperat fandt hun fyrtøjet
frem. En lille gren fra jorden fungerede som fakkel. Væsnerne for tilbage.
Hun svingede grenen frem og tilbage foran sig. Yvaine sprang tilbage.
”Det kunne du da ikke gøre?”
Alvida gik frem, men Yvaine blev stående. Deres sammenlåste blikke
dannede streger i luften. Varmen fra grenen begyndte at smerte Alvildas
67