De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Min ene hånd klemte om Sandhedsbægeret.
Jeg så på Lily. Hendes blik mødte mit med en frygt, der var lige så tiltagende
som tusmørket omkring os. Tavs tog hun min hånd, og vi fortsatte gennem
skoven. Gik og gik. Det kom som et chok, da vi pludselig igen befandt
os på en sti ved siden af floden. Dog et helt andet sted end før. Et lille vandfald
larmede højlydt, og der var kommet stjerner på himlen.
”Jeg kan altså ikke gå mere,” sagde Lily. Med hængende hoved satte hun
sig ned. ”Og nu er her virkelig begyndt at blive mørkt,” vedblev hun med en
stemme, der blev mere og mere skinger.
Catherine... En forstyrrende tanke.
Jeg dumpede ned ved siden af Lily. ”I det mindste er det fuld - ” Jeg stoppede
brat midt i sætningen. Overrasket faldt min underkæbe ned, og jeg stirrede
på det lille vandfald med følelsen af en filosofisk åbenbaring.
”Hvad er der?” Lily slog hånden for munden. ”Du har ikke set et eller
andet dyr, vel?”
Jeg svarede ikke, men lænede mig frem mod det lille vandfald. Vandet
faldt fortsat brusende .
Pludselig syntes bægeret at lyse mere (eller også var det på grund af det,
som dumpede ned i bægeret), da jeg fyldte bægeret op ved vandfaldets flod.
Glitrende guld lå skinnende i det lille bæger. Lilys hånd røg ned igen med et
halvkvalt udbrud.
”Åh, åh,” sagde hun. Mine mundvige dirrede i et smil, jeg havde svært
ved at gemme.
”Altså, kan du ikke se det? Hvor flodens vand bukker, men dog ikke lukker,”
forklarede jeg med nogle armbevægelser.. ”Et vandfald, selvfølgelig!
Og det med det sælsomme skær - ja, det er da selvfølgelig måneskinnet.”
Lily rystede på hovedet, men hendes øjne var lyse og store. ”Du har vist
set for mange film af den slags,” sagde hun.
Lily greb bægeret og lod alle kostbarhederne rasle ned i sin håndfalde.
Ivrigt fyldte vi bægeret op igen og igen. Snart lå der er en stor bunke rigdom
ved vores side.
”Bare vent til alle andre får det her at vide!” fniste Lily med julelys i øjnene,
meget, meget senere. Vi havde lagt os, temmelig tæt op ad hinanden for
at dele hinandens kropsvarme, da natten var kold.
”Ja, hvis vi finder ud igen,” påpegede jeg. Men det var nu ment som en
joke. Guldet havde gjort os begge optimistiske.
Der gik ikke lang tid, før vi blev enige om at sove.
207