De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

klokker.
Ind fra den silende regn trådte en gruppe på fem piger. De rystede alle
sammen paraplyerne. Men Aske så kun én af dem. Hende i midten. Hendes
hår var langt og lyst, og øjnene var blå med et gråligt skær. Ud af øjenkrogen
så han pigen ved siden af hende sige noget, og den blonde grinede igen.
Endnu engang mærkede han gåsehuden brede sig. Så det var hende, der
havde leet før.
Ligesom de andre, rystede hun paraplyen og slog den sammen, men hendes
var langt mere iøjnefaldende end de andres. Den var gul!
Han så hen på hende igen. Hendes blik gled rundt i rummet. De blå øjne
stoppede ved ham, og hun hævede et par undrende, lyse øjenbryn. Han kørte
nervøst en hånd gennem håret og mærkede pludselig det stive mudder på
tøjet langt tydeligere end før. Varmen skød op i hans kinder, men det opdagede
hun ikke, for nu var hun i gang med at hilse på diverse drenge, der var
kommet hen til flokken af piger. Hun sagde noget, Aske ikke kunne høre, og
Michael, der var tættest på hende, slog en latter op, der kunne høres i hele
rummet. Den kunne slet ikke måles med hendes. Hun smilede og lagde
armene over kors, før hun hævede hagen en anelse og kiggede ned på ham
med et spørgende blik. Hun sagde noget, og Aske så Michael klø sig på halsen.
Han var hylet ud af den, noget han ellers aldrig blev. Aske vidste, hvordan
han reagerede på ting. Michael var tidligere hans bedste ven. Nu var de
bare almindelige venner. Almindelige venner, der nærmest aldrig snakkede
med hinanden. Måske skyldtes det, at Michael blev for meget for Aske til
sidst. Måske var det omvendt. Måske havde det noget at gøre med, hvordan
Michael håndterede piger. Øjeblikket var et godt eksempel. For Michael
gjorde noget, Aske aldrig kunne have gjort. Han gjorde det samme, som
Askes storebror, Jacob, ville have gjort. Han lagde armen om den blonde
pige og sagde en vittighed. Hun fniste. Havde Aske stået foran hende, ville
han have stammet og set ned halvdelen af tiden. Michael blinkede næsten
ikke, han havde helt styr på det, og Aske kunne ikke slide blikket væk.
Selvom han ikke kendte pigen, selvom hun knapt havde været der i fem
minutter, var han jaloux. Gid hun ville komme over til ham, så de kunne
snakke. Aske lod hænderne glide ned ad lårene og ombestemte sig. Måske
ville det være lidt ufedt, hvis hun kom derover, når han lignede en omvandrede
mudderkage. Hvis hun nu kunne holde sig derovre, og Michael gik sin
vej, ville det være helt perfekt. Så kunne han stirre i det skjulte - se på hende
så længe, at han ikke ville glemme, hvordan hun så ud. Han så ned på sine
beskidte bukser et sekund, og da han løftede hovedet igen, så han til sin
30