De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

det, deres hold var ubesejret, men han var fuldstændig ligeglad. Alt var så
pisse ligegyldigt, hvis han ikke kunne få Clara.
Fredag morgen stod Sebastian sent op. Hans mors og fars mumlen ude fra
køkkenet sendte et stik af irritation igennem ham. Da han trådte ind i køkkenet,
kunne han straks fornemme, at hans forældre ville snakke om alt
andet end fodboldkampen og hans fald. Ting forsvandt ikke ligefrem af at
blive fortiet. Hans eget selvværd var heller ikke blevet bedre af, at hans mor
havde ladet ham træne hver dag, indtil han ikke kunne gå, eller givet ham alt
det tøj, han ville have. Èn stor, fucking blond facade, det var, hvad han var,
og det indeni, det måtte ingen se. Sebastian vidste, at når han kom i skole,
ville alle glo på ham. De ville tænke, at han var et stakkels fjols, garanteret
også Clara. Det ville blive en lang dag, kunne han fornemme.
Den sædvanlige indeklemte lugt slog ham i møde, da han trådte ind i klassen.
Han var forundret over, at ingen grinte af ham, ingen pegede fingre, og
alt i klassen var ligeså gabende kedeligt, som det plejede at være. Mathias
stod og småsnakkede med Clara og Lea ovre i et hjørne. Han vinkede
Sebastian hen til sig. De talte om festen, og Sebastian følte, hvordan klumpen
i maven blev mindre hver gang, Clara lo. Han havde godt nok i går sagt,
at han ikke ville med til festen, men nu lød det egentlig meget sjovt alligevel,
og Mathias lød så ivrig. Bare det ikke var pga. Clara. Sebastian stoppede
tankerne. Orkede ikke mere vrede indeni.
Da Mathias og Sebastian ankom, var festen allerede godt i gang. Højtalerne
dunkede, og han følte sig blæst om kuld af de mange øl, der allerede var skyllet
ned. Han så søgende rundt i det lille rum, hvor der vrimlede med mennesker.
Deres snak lød som en summen af bier en sensommeraften. Han så
efter Clara, og til sidst fik han øje på hende. Deres blikke mødtes. Hun kom
nærmere, og han skulle lige til at sige hej, da hun gik lige forbi og fortsatte
over mod skraldespanden for at smide en kapsel ud. Sebastian kunne føle
skuffelsen gnave, og han havde egentlig lovet sig selv ikke at lade vreden
stikke af med sig. Så mærkede han en spinkel hånd på sin skulder. Deres øjne
mødtes igen, og denne gang vidste han, at Claras øjne så ham. Altså ikke
bare farven, men den han var indeni. Hun så lige igennem facaden og ind i
de dybeste rum, hvor han ikke havde lukket andre ind. Han fór sammen. For
helvede. Nu gik det lige så godt, tænkte han. Sebastian sad længe tæt op ad
Clara i den sandfarvede sofa. Han havde det, som om han svævede og aldrig
95