De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

lå underdanigt på jorden og ventede kun på at blive brændt af. Døde, nøgne
træstubbe bredte sig som gravsten på en kirkegård. Og de skreg efter hende.
Ansigter kiggede på hende. Velkendte mennesker fra skovbrynet. De kneb
øjnene sammen, som for bedre at kunne se, hvad der dog fik hende til at reagere
sådan. Hun rejste sig og mødte deres blikke.
”I ved ikke, hvad I har gjort!” råbte hun. De stirrede på hinanden og rystede
så på hovederne. Mennesker var sanseløse. Hendes ansigt var opsvulmet
og vådt, da hun trådte ind i det lille hjem ad den løvdækkede dør. Brune
stængler flettede sig ind i hinanden og dannede små huller med blade som
forhæng. Øverst dannede slanke træer et tæt tag, flettet så tæt ind i hinanden,
at man kunne sidde i timer uden at kunne opfatte det enkelte træs stamme.
Huset havde været en gave fra Alvildas mor Yvaine.
En nymfe, som Yvaine, var ikke skabt til familieliv, men efter Alvidas
fødsel, havde Yvaine dog givet dem huset for at få Alvilda tættere på. Om
end faren ikke var begejstret, var Alvida hende evig taknemmelig. Faren var
skabt til en by med mennesker og arbejde, ikke til at få grøntsager smidt
direkte ind på spisebordet, hvis han råbte på mad. Han havde for længst
opgivet at finde ud af, hvem der kom med maden, men råbte bare en tak. En
rasende fe var ikke et rart syn, så han ville hellere helt lade være med at se
den. Han var så vant til at lukke øjnene, at han ikke troede sine egne øjne, da
Alvilda kom ind. Aldrig havde hun lignet sin mor så meget. Blade sad i det
filtrede hår, hendes øjnes farve var identiske med løvbladenes, og hun så lige
så forbitret og bedrøvet ud, som Yvaine havde gjort for så mange år siden.
Han glippede med øjnene en ekstra gang.
”Hvad er der sket? Du ser jo helt forkert ud, lille skat?” Hun nikkede og
bed tænderne sammen. Forsigtigt nærmede han sig, han kendte tegnene. ”Jeg
ved, at jeg ikke ligefrem forstår alt, men du kan da i det mindste prøve at fortælle
mig det.” Hun rystede vildt med hovedet. Hans irritation bredte sig til
stemmen. ”Hvad vil du så? Du kan jo ikke bare stå der og blomstre!” Han
satte hænderne i siden.
Hun rettede sit blik mod ham. De grønne øjne brændte ham, og han trådte
et skridt tilbage. Hun rystede på hovedet igen og gik. Svagt kunne hun
høre ham mumle om skove og forbandelser.
Hun fulgte efter tråde af følelser og savn. Nyheden havde spredt sig som
en løbeild, og den før så glade summen af liv havde ændret sig til stilhed.
Hun fik lyst til at skrige bare for at fylde stilheden ud. Hun ænsede ikke, hvor
lang tid hun gik eller i hvilken retning. Trådene førte hende til en lysning.
Yvaine svævede over græsset og tog hende i sin arme. Varme bredte sig i
64