De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

vejrbidt ansigt kom frem. Skægstubbene var fulde af jord og munden stod
åben. Et sort hul formede sig i maven på hende. Alvida dækkede munden
med hænderne i et lydløst skrig. Rygraden krummede sig vissent sammen.
Hun trak sit hår hårdt tilbage, tog fat om knæene, prøvede at holde stykkerne
samlet. Alfen fløj rundt om hende, den havde sikkert fået ordre til at blive
hos hende. Hun vuggede frem og tilbage til morgenen stod op.
Langsomt rejste hun sig. Bladene faldt i cirkler rundt om hende og ned på
jorden. De bløde krøller strakte sig ud og fangede dem i en grønlig krone.
Forårssolen fik hendes hud til at søge efter mere lys og varme, men hun ville
ikke lade kuldegysningerne forsvinde. De sidste rester af menneskelighed
måtte aldrig forsvinde. Et lille hjortekid tittede frem bag et træ. De store
brune øjne undersøgte hende. Et kort vindstød fik flere blade til at falde og
lyset lavede en pardans over græsset. Kiddet sprang et bukkespring og spurtede
væk. Lysningen var klar. Sporene var dækket.
Midt i paradis stod hun og kunne mærke en knude af had starte ved brystet
og sprede sine fangarme ud i kroppen. Et væld af følelser bragede gennem
kroppen. Hun var blevet forrådt af sine egne. Knuden ville aldrig kunne
tilgive skoven. Langsomt fortrængte hadet de andre følelser. Hullet i maven
blev fyldt af flere små knuder, og snart var hele kroppen en stor knude. Hun
knyttede hænderne hårdt sammen. Kiggede op og gik med lange skridt i retning
mod røg.
”Menneskene hører ikke til her,” prøvede alfen at forklare, men blev
skubbet væk. Den fløj op foran hende. ”Vi gik ikke efter din far, vi gik efter
de mennesker ved udkanten af skoven, der fældede træerne. Men mos er ikke
i stand til at tænke selv. Det dræbte bare alt, der ikke hørte til.”
Hun tog hårdt fat i en vinge og kastede alfen så langt hun kunne. Hun
hørte det lille dump, da han ramte jorden.
Hun nåede frem til skovbrynet. Hvor der før havde været stenhuse med
familier i, lå der nu store bunker af mos og jord. Hun ænsede det ikke men
fortsatte videre. Lyden ændrede sig fra skridt til skridt. Fra bløde lyde af våd
jord til den knasende lyd af sten. Hun fulgte vejen ind til den brostensbelagte
by. For første gang på hele turen vendte hun hovedet. Hun granskede de
små skilte.
Lageret var let at finde, det ragede op mellem de små stenbygninger.
Porten stod åben, og hun marcherede ind. En bred skikkelse stod med ryggen
til hende. Hendes ansigt fandt masken frem.
”Undskyld Hr. Har de tønder med ukrudtsfjerner? Apotekeren henviste
mig hertil.”
66