De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

kede. ”Okay.”
Han lå på noget hårdt. Han prøvede at vende sig, men lige meget hjalp det.
Han kunne ikke sove, når han lå så dårligt. Dan åbnede øjnene og gispede,
da han blev blændet af lyset over ham. Han glippede med øjnene og så sig
omkring. Han lå i et hul. Et firkantet jordhul. Solens stråler skinnede ned
gennem åbningen, som var flere meter over ham. Et sted der oppe kunne han
høre stemmer. Dan blev liggende lidt og så sig om. Der var ingen steder,
hvorfra man kunne komme op af hullet igen. Han sukkede, men i det samme
var der noget, som skyggede for solen. En skikkelse. Christian?
”Beklager Dan.” Så var han væk igen. Mærkeligt. Hvad ville han? Endnu
engang blev der mørkt, og Dan så op. Hvem var det? En i en sort kjole, så
meget kunne han se. Personen begyndte at mumle. Dan fik også et glimt af
noget hvidt ved halsudskæringen. Men ansigtet kunne han ikke skelne. En
præst? Noget blev smidt ned i hullet. Helt klart en præst. Panikken løb som
en kuldegysning igennem ham. Han vidste, hvad der skulle ske. En begravelse.
Og det var ham, som skulle begraves. Levende. Han prøvede at rejse
sig, men kunne ikke. Han kæmpede for at komme fri af de usynlige bånd, som
holdt ham, men intet hjalp. Mere jord blev smidt ned i hullet og ramte hans
mave. Han gav et halvkvalt skrig fra sig. Endnu en klump blev kastet ned og
landede ved siden af Dans hoved. Nogen lo. Han så fortvivlet op på præsten.
Nu kunne han se ansigtet. Øjnene lyste af morskab. Dans hjerte sank. Else!
Han slog øjnene op. Et sted i mørket kunne han høre sin fætters dybe vejrtrækning.
Dan gned sig i ansigtet. Han kunne stadig se sin mosters udtryk for
sig. Det havde kun været en drøm. Et mareridt. Hvad skulle det betyde? Var
det et tegn? Betød det, at Else ville bestemme sig for at sende ham tilbage til
Søren? Dan gøs ved tanken. Han ville ikke tilbage. Aldrig. Han kravlede ud
af soveposen, snuppede sit tøj og smuttede ud af værelset. Da han stod på
gulvet i den lille stue, kunne han stadig mærke sit hjerte banke hårdt i brystet.
Han kunne ikke tage chancen. Så stille som muligt samlede han sine ting
sammen, listede ud af døren og ned ad trapperne.
263