De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

det tydeligt,” Vera var ved at tabe gebisset af grin, ”men se bare nu!”, fortsatte
hun, ”nu er det dig, der er skrøbelig og ham, der er stærk.” Hun puffede
blidt til ham. Ingen reaktion. Hun så på ham. Helmut var faldet i søvn.
”Godnat,” hviskede hun, ”jeg elsker dig!”
Helmut undlod stadig at spise. Han havde efterhånden ladet maden stå urørt
i tre dage. Tre lange dage. Vera havde forsøgt at hælde lidt vand i ham, men
han nægtede at synke. Alt han gjorde, var at sidde og stirre lige ud af soveværelsesvinduet.
Solstrålerne, der skinnede ind igennem ruderne, legede
med støvpartiklerne i luften og badede det hvide værelse i et orange skær.
Udenfor ruderne, var himlen stadig klar, men så uendelig langt væk. Det var,
som om selv de højest flyvende fugle ikke kunne nå den. Vera betragtede sin
mand med rynket pande. Hun kiggede derefter samme vej som han. Netop
på sådan en efterårsdag havde de mødt hinanden. Der havde været bal i forsamlingshuset.
Alle unge var festklædte og gik i små grupper. Hun kom med
to af sine veninder, han alene. De havde set hinanden før. Vidste hvem den
anden var. Alle havde ventet lidt ude foran forsamlingshuset. Vurderet hvem
de foretrak at danse med, overvejet hvem de bestemt ikke havde lyst til at
danse med og i det store hele bare lige ventet for at få den nyeste sladder.
Hendes ene veninde havde fnisende påpeget, at Helmut fra Frømosegården
blev ved at kigge på Vera. Hun havde set i hans retning. Helmut havde fanget
hendes blik og smilet skævt. Fra det tidspunkt, hvor de kom ind i forsamlingshuset,
mindedes hun ikke andet end polkaprikker, lugten af sved, hysterisk
latter og gul sodavand. Samme aften havde han fulgt hende hjem og kysset
hende blidt foran havelågen. Hans kys smagte af lunkent værtshus og føltes
som syltede sild. Det havde nu alligevel føltes rart. Nu kyssede han hende
aldrig mere. Viste hende ingen taknemmelighed for hendes kærlige pleje.
Hun sukkede dybt ved tanken. Prøvede på den måde at fortælle ham, hvad
hun savnede. Han ikke så meget som vendte hovedet i hendes retning.
Fra køkkenet kunne man tydeligt dufte æbler og kanel. Vera gik ud og tog
forsigtigt æblekagen ud af ovnen. ”Måske det her kan gøre dig sulten!” råbte
hun over skulderen til soveværelset. Efterhånden var hun vant til ikke at få
noget svar.
En dag bankede det igen hårdt på døren. Vera kiggede op fra ugebladet. Fru
Jørgensens opskrift på stegt lever med kåldolmer og svampesovs måtte
vente. Hun lagde bladet fra sig. Panikken pumpede i hendes blodårer, men
en sidste rest af fornuft greb hende i nakken og trak hende ud til døren.
72