De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Først da hun pustede langsomt ud ,opdagede hun, at hun havde holdt vejret.
Hun gik hele vejen op ad trappen, og satte fødderne prøvende på gulvet
for at tjekke, om det holdt. Det knirkede lidt. Hun lukkede lemmen og så sig
omkring. Det eneste, der stod der, var nogle gamle kasser. Søs gik nysgerrigt
hen til dem. Hun åbnede den øverste. Der lå en lille dukke øverst. Den havde
fine sorte slangekrøller, ren mælkehvid hud og de mest fortryllende grønne
øjne. Den havde fint lysegrønt tøj på, med hvide blonder og sløjfer.
Et øjeblik sad Søs bare fascineret og betragtede den. Så slog tanken hende.
Hvad nu hvis dukken tilhørte en af dem, der var begravet ude i haven. Havde
vampyren måske dræbt en lille pige og taget dukken som en slags souvenir?
Et minde? Hun lagde forsigtigt dukken tilbage. Så satte hun sig op ad kasserne
og ventede på, at Liva skulle finde hende.
***
”97…98…99…100! Nu kommer jeg!” råbte Liva. Hun vendte sig om og
kiggede rundt i stuen.
Hvor skulle hun lede? Hun gik hen til bordet og kiggede under det. Ingen
Søs. Skulle hun gå ud i køkkenet? Nej, den stank ville Søs ikke frivilligt gå
ind igen. Nå ja, skabet! Hun listede, så forsigtigt hun kunne, hen over gulvet,
der knirkende vred sig under hende og nærmest bønfaldt hende om at stoppe.
Men hun gik videre hen til skabet, tog fat i håndtaget, sikker på at Søs
var derinde. ”Bøh!” råbte hun, idet hun åbnede lågen. Men Søs var der ikke.
Hun kiggede bagved de frakker, der hang i skabet og var lige ved at falde,
da det pludselig gik nedad. Et forskrækket gisp undslap hendes læber, da hun
kiggede ned ad en lang støvet, trappe. Der var helt mørkt dernede, og der
hang edderkoppespind overalt.
”Hallo!” råbte Liva, men det eneste svar, hun fik, var sit eget ekko. Hun
be vægede sig langsomt ned ad trappen. Følte sig frem med fødderne og hænderne.
Flere gange på vejen stødte hun ind i edderkoppespind, der hang ned
fra loftet, og hun var sikker på, at der kravlede edderkopper overalt på hende.
Hun stoppede, da hun var nået halvvejs. Måske skulle hun bare vende om?
Men en lyd, der mindede om skridt, længere nede, fik Liva til at fortsætte.
En fornemmelse af at blive betragtet bredte sig ud i hele kroppen, og lige da
hun skulle til at vende om, mærkede hun en kold og knoglet hånd på sin skulder.
Liva fór forskræmt sammen, skreg og slog hårdt ud efter det, der havde
rørt hende. Det buldrede ned ad trappen.
111