De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Den så splinterny ud, og den mørke farve stod godt til hans tænksomme øjne.
Han insisterede på at følge mig til døren. Vejen hjem var mere interessant
end den plejede at være. Han viste mig de små, spirende forårsblomster, han
udpegede sine yndlings-duer, og jeg kunne kun give ham ret, det var de
smukkeste af dem alle. Da vi stod foran det store, hvide hus, stoppede han
op foran mig.
”Må jeg have lov til at invitere Dem ud, frk. Belinda.” Han stirrede på mig
med sine mørke, klare øjne. ”I morgen klokken 15, på kunstmuseet ved
Klapton Bridge.”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Det ville være en fantastisk oplevelse,
men hvad ville Robin sige, hvis jeg brugte hans surt optjente penge på
’museumsbesøg’? Jeg jonglerede lidt med tanken.
”Det ville være en fornøjelse,” smilede jeg.
”Og Belinda…!” Der var en kort pause, hvorefter han fortsatte: ”Tag en
tegning med. Den kan forestille hvad som helst” Han sendte mig et skævt
smil, drejede om på hælene og begyndte at gå.
Jeg så efter ham, til han forsvandt i mørket, og gik derefter ind i spisestuen,
hvor min mor og bror, Robin, allerede sad til bords. Efter at have hørt en
længere fortælling om Bankens budgetopgørelse fra Robin, gik jeg op på mit
loftværelse. Jeg havde undladt at fortælle familien om mine planer i morgen.
De, især Robin, ville med garanti lægge forhindringer ud for turen. Han var
en formstøbt mand, der ikke kunne se fidusen i begrebet ’at more sig’ med
mindre det handlede om at stable penge i bunker eller drikke cognac med
diverse bankrådgivere og økonomer.
Jeg kastede et blik i spejlet. Den blege hud passede skræmmende dårligt til
mit brune hår, og mit ansigtsudtryk virkede så stift, som var det lavet af papmache.
Jeg foldede tegningen sammen og stoppede den i den lille håndtaske,
hvorefter jeg trippede af sted. Robin var allerede taget af sted til banken,
og mor lå vel stadig i sengen, selvom klokken næsten var 14. Jeg kastede en
håndfuld brødkrummer på torvet og snart efter haglede det ned med kornfede
duer. Jeg studerede de bevingede kræ, mens de guffede brødet i sig, og
stoppede så en vogn.
Alexander stod ved indgangsdøren, da jeg kom. Vi hilste på hinanden og
gik ind i kunstbygningen. Der var hundredvis af malerier. Bedst synes jeg
om et billede, der hang lidt afsides i et rum på 2. sal. Det forestillede en
månebelyst sø, og en lille robåd, der lå ved bredden.
”Kan De lide det?” Han nikkede imod billedet. ”Det er meget smukt, også
163