De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

men stige op i sig. Én fod på scenen, så dem begge to, al nervøsitet forsvandt
fra hendes krop, og hun stillede sig parat. Musikken startede, og hun begyndte
at danse. Al bekymring forlod hendes krop, og hun hvirvlede hurtigere og
hurtigere rundt. Musikken stoppede. Lisbeth gik tilbage til sin plads, mens
hun så op på Ørnedamen, men der var ingen reaktion at spore i hendes
ansigt.
De sidste dansere blev kaldt op, og Ørnedamen bad dem om at samles på
scenegulvet.
”Jeg læser nu op,” sagde hun stramt. ”Hvis jeres navn bliver nævnt, er I
med, hvis ikke, går I ud, og så må I forsøge jer igen næste år.”
Alle kiggede spændt på hende.
”Matthias Sundlev, Nina Runfeldt og Lisbeth Dal.”
Lisbeth følte et triumferende sus i maven og fangede Louises blik. Louise
rejste sig og sendte Lisbeth et ’bare det var mig’ blik, men trak så ligegyldigt
på skuldrene og gav Lisbeth tommel op. Så gik hun ud sammen med alle de
andre. Til sidst var kun Matthias, den sorthårede pige, som hed Nina, og
Lisbeth tilbage.
”Godt. I tre skal møde her på tirsdag kl. 18.” Ørnedamen kastede et kort
blik på dem og gik ud med den lille, sorthårede fyr efter sig. Lisbeth rejste
sig og samlede sit lange, rødbrune hår i en hestehale, tog den flaskegrønne
frakke over skuldrene og samlede sin taske op.
”Vi ses på tirsdag,” mumlede hun og skyndte sig ud . Efter at have passeret
den venlige dame bag skranken, satte hun kurs mod metroen. Hun brusede
af glæde indeni. Mor og far skulle nok give hende lov til at fortsætte, når
de hørte om det her, og så måtte de løse det med pengene i fællesskab. En
bølge af dårlig samvittighed skyllede ind over hende. Mor og far havde sagt,
at hun ikke måtte, fordi det var for dyrt, men hun havde gjort det alligevel,
sneget sig ud om aftenen, mens de andre så fjernsyn. Lisbeth skuttede sig.
Det dryppede nu, og efterårsvinden føltes kold.
”Lizzie!”
Hun vendte sig forvirret om. Matthias kom løbende mod hende.
”Skal du også med metroen?”
Lisbeth nikkede.
”Jeg skal mod Holte,” fortsatte Matthias.
”Jeg skal til Hillerød.”
”Så kan vi jo følges det meste af vejen.” Matthias hev forpustet efter vejret.
Der lugtede varmt og indelukket inde i metroen. På Nørreport skiftede de
104