De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

ser væk i vinden.
Hun tog bøgerne ud af skabet , og spurgte hvad der foregik.
”Har du ikke hørt det?” Pigen kiggede hurtigt ned, mens hun tørrede
tårerne væk med pegefingeren. ”Det er Joe.”
Joe, som Maria havde spurgt angående festen. Maria fik udtryksfulde
urolige øjne. Hvad var der sket med Joe?
”Han - Han er død.” Maria stivnede.
”Hv - Hvordan?”
”Ingen ved det. Ikke engang politiet. Alt vi ved er, at han kun nåede til -
til biologilokalet, hvor han så…” Maria forstod. Hendes stivnede arme fik
bøgerne til at falde på gulvet.
Maria så ambulancen og to Falckreddere, som bar en båre fra den åbne
dobbeltdør ud til parkeringspladsen.
Joseph! Tænkte hun.
Hun efterlod bøgerne på gulvet, mens hun fór ud af dobbeltdøren. Ud til
Joe. Efterhånden som hun kom tættere på, fik hun øje på ham. Da hun var et
par meter fra båren, blev hun dog standset af en tredje Falckmand.
”Så, så frøken.” sagde han med dyb stemme. Maria kunne nærmest ikke
høre efter.
Hun gik et par skridt tilbage, mens hun kiggede på Joe.
Alle omkring hende græd. Forfærdeligt.
Maria kiggede en sidste gang på Joe, idet hun forsøgte at gå baglæns uden
at vække opsigt.. Så løb hun .
Død. Joe. Alt er så uvirkeligt. Han er død. Væk. Tankerne rodede rundt i
hovedet på hende.
Var det mon hendes skyld? En slags virus mod fyre? Hun vidste ikke
hvorfor, men hun følte bare inderst inde, at hun havde noget med det at gøre.
At hun var skyld i, at hans liv var slut.
Skyldfølelsen trængte dybere ind i hende. Hun løb bare, helt uden at vide
hvorhen.
Bare væk.
Hun løb hjem. Hun kunne ikke klare at tilbringe hele dagen i skolen med
sådan en grådsky hængende over alle.
Hun nåede hjem og satte farten lidt ned. Varsomt åbnede hun døren. Ingen
var hjemme.
Hun gik ud på toilettet for at få noget koldt vand i hovedet. Bare for at hun
kunne få den dunkende skyldfølelse ud af hovedet og glemme sine triste tanker.
115