De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Han nikkede og smilede igen - denne gang en smule afdæmpet.
”Ja, det er mig… Benito, hedder jeg. Benito Leif Marcussen.”
”Jeg hedder Amira.”
Benito nikkede.”Hvad bringer dig herud, Amira?”
Hun stoppede op.”Ikke noget specielt, jeg ville gerne se havet - ha´ tid til
at tænke…” Amira trak vejret dybt og prøvede at sende Benito et smil, der
skulle overbevise ham om, at alt var vel. Benito kiggede indgående på hende.
”Er du sikker på, der ikke er noget i vejen?”
Hun nikkede, og de gik videre i tavshed - dog afbrudt af Benito, der gav
sig til at nynne ABC-visen. Amira tørrede sine hænder af i kjolen, for straks
efter at føre den ene hånd op til øjet, som hun gned hektisk.
”Hvad lavede du … på stranden i dag?” spurgte hun.
”Jeg kom for stenene - det gør jeg tit.”
Amira vidste ikke, hvad hun skulle svare og tav.
De drejede om hjørnet og befandt sig pludselig foran den halvtomme togstation.
I det samme kørte et tog op på perronen. Amira vendte sig tøvende
om mod Benito.
”Mange tak for hjælpen…”
Benito svarede ikke, og Amira strøg sine håndflader mod kjolen.
”Jeg må altså gå nu - før toget kører…” Amira vendte sig tøvende om og
gik hen til toget.
Da hun trådte ind i toget, råbte han efter hende gennem den åbne togdør.
”Amira?”
Hun vendte sig om. ”Ja.”
”Der findes ingen roser uden torne.”
Hun skulle lige til at spørge, hvad han mente, da dørene lukkede, og toget
satte i bevægelse.
Han stod et øjeblik og kiggede efter toget, hvorefter han med lange skridt
satte kursen mod sit hus.
Benito trådte ind af døren og videre ind i det mørklagte rum, hvor den sure
lugt af gamle papirer fik ham til at rynke på næsen. Resolut gik han hen og
åbnede de nærmeste vinduer, så solens ujævne lysspil fangede støvkornenes
dans igennem luften. Han satte sig ned ved sit skrivebord med værkende ben,
og fejede alle de mislykkede romaner på gulvet. Benito satte et nyt papir i
skrivemaskinen og begyndte at skrive.
Den eneste lyd, der hørtes ved middagsbordet, var lyden af bestikket, der
123