De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

gevir over døren. Som for at give det skylden for hendes elendighed.
”Tager du opvasken, Vanessa?” spurgte Lena tøvende samme aften, bange
for at tirre hende.
”Hvorfor?” svarede hun og vrængede med næsen, som om hun talte til et
klamt udskud.
Lena krympede sig lidt, men løftede så hagen.
”Fordi det er din tur i aften, og fordi vi andre lavede maden,” svarede hun
med fornyet styrke i stemmen.
”Det er muligt, men maden var så elendig, at det burde være jeres straf at
tage opvasken.” En krænket lyd kom ovre fra Mikkel. Han havde ikke sagt
meget i den sidste uge. Det lignede ellers ikke ham at være så stille, men nu
lod bægeret til at flyde over.
”Kan I da ikke holde jeres kæft, bare for en gangs skyld! Jeg er ved at blive
sindssyg af al jeres pis,” råbte han, og lignede en, der var ved at græde.
Vanessa rykkede overrasket på sig ”Hvis det er sådan, du ser på det, kan du
vel bare tage opvasken,” sagde hun med et ondt smil om læberne, Mikkel
stirrede på hende, med lynende øjne og hænderne knyttede.
”Glem det, Vanessa du tager opvasken i aften, og så ikke mere om det,”
afbrød Lena. Det var det sidste, der blev sagt den aften, før de gik i seng.
”Jeg orker ikke at tilbringe fem dage mere sammen med jer!” råbte Lena.
Hun stirrede stift ind i Vanessas slangeøjne, der skulede ondt tilbage. Det
værste var, at de bare lod som om de ikke hørte hende, bare fortsatte, hvad
de var i gang med. Enten det, eller de lukkede sig inde på deres værelser.
”Årh, helt ærligt,” stønnede hun og kastede sig ned på sofaen, ”det var ikke
ligefrem det her, jeg havde regnet med.” Mikkel mumlede et eller andet, hun
ikke kunne høre, Vanessa sagde ingenting.
Lena havde et forvildet udtryk i ansigtet. Det meste af klassen stirrede på
hende, nogle så den anden vej, som om det kedede dem. Det gjorde hende
vred, de prøvede jo ikke engang på at forstå, hvor svært det havde været. Hun
171