De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

side.
”Hvad skete der?!” spurgte han med en stemme, som mindede om stemmen
hos en mor, der lige havde taget sin søn i at stjæle. ”Har du ingen
ansvarsfølelse, Ninár?” Ninárthius sagde intet, men stirrede blot på Zinkie.
Så vendte han sig om og gik.
Ganske langsomt forsvandt han ud til den enorme skov. Så snart
Ninárthius var udenfor alles synsvidde, vaklede han og faldt på knæ, med
tårer løbende ned af kinderne. ”Nej, nej, nej!” bad han og slog hånden i jorden.
”Det kan ikke ske, ikke min bror, ikke Zinkie!” Han så ned i jorden. Det
hele var så stille. ”Hvordan kunne det ske? Hvorfor gjorde du det, hvordan?”
Hans hoved gjorde ondt, og alt omkring ham var uvirkeligt, svimlende.
”Zinkie, takket være dette, er du i fare. Zinkie, takket være dette, må du dø!”
Dagen efter vågnede Kiero tidligt og opdagede, at Ninárthius ikke var i
huset. Undrende gik han ud i skoven for at lede. Han gik ind mellem de tætte
træer, som slyngede sig mellem hinanden og skjulte Falarkan-familiens hus.
Han gik langs flodens bred, og snart hørte han en lavmælt hvisken. Det var
Ninárthius.
”Hm… Jeg kan ikke bruge magi mod ham. Jeg må bruge den fremmede
åndemagers kraftløse kniv.”
Kiero tog sig til hjertet og spærrede øjnene op. Kniven! Ninárthius ville
altså tage magiske kræfter fra en anden, men hvem? Kiero huskede straks
Ninárthius' blik på Zinkie og vidste, at Zinkie var i fare. Men, hvorfor? tænkte
Kiero og kunne ikke finde rundt i, hvad der var gået galt mellem dem.
Ninárthius plejede ganske vist at være ligeglad med alle, men nu ville han
altså dræbe sin bror? Hvorfor? Hvad var meningen?
Kiero trådte et par skridt tilbage, mens han prøvede at samle tankerne.
Ninárthius sad knælet ved vandkanten. Hans ansigt var vådt. Han havde dyppet
hovedet i floden, så det sorte, skulderlange hår nu hang ned over ansigtet.
Kiero trådte hen mod ham.
”Ninár, hvad sker der?”
Ninárthius sukkede og løftede sit ansigt mod Kiero.
”Kiero,” mumlede han hæst. ”Magikere lever alene..”
”.. medmindre man har fuld kontrol over magien,” sluttede Kiero sætningen.
Ninárthius så på ham med triste øjne. ”Det er alt, jeg vil sige, forlad mig
nu.” Kiero rystede på hovedet.
”Jeg vil ikke lade dig gøre det.” Ninárthius og Kiero holdt øjenkontakt.
211