De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

fekt. Selvom det stadig har en gnist af boligkatalog, kan man tydeligt se mine
små ændringer. Så på dagen i dag vil jeg gå videre til næste punkt: Brians
bil. Jeg har en plan udtænkt for Volvoen. Modsat huset skal den ikke bare
saboteres, nej den skal forsvinde helt! Hvordan og hvorhen gider jeg ikke
tænke på endnu, for nu skal jeg ud i felten!
06/09 2009
Selvom der blot er gået en uge, er der sket en masse. De to store hovednyheder
er, at Volvoen er væk, og politiet er på jagt efter mig. Eller teknisk set
er Volvoen ikke væk, og politiet er ikke på jagt efter mig. Volvoen ligger i
den lokale sø, og politiet er på jagt efter Lenno Poulsen-vandalen.
Ja, jeg kørte Volvoen i søen. I det øjeblik jeg trillede dytten ud af det (nu
knapt så) kvalmende hus’ indkørsel følte jeg noget. En spænding, en glæde.
Jeg har kun følt den en gang før, dengang … dengang Sonja var …
Jeg havde valgt mit tidspunkt godt: en sen september-nat var der ingen
ved søen, ingen der kunne snuppe én, mens man var godt i gang med at skubbe
en Volvo i vandet. Så var der kun én trussel: Politiet. Brian og familie er
jo fuldt bevidste om at noget er i gære nu. I sidste måned var de paranoide;
nu er de decideret fjendtlige. Hvor Brian før gik syngende ned ad gaden, slæber
han sig nu sammenbidt af sted, med stirrende øjne, der betragter alle og
enhver som var de potentielle gerningsmænd. Konen og knægten er også
mærkede, dog ikke i samme grad. Alt sammen fremskridt. Indtil den dag en
bil med blåt blink kom på visit hos dem.
Jeg sad godt gemt i min busk og turde hverken stikke øjne eller ører frem,
så jeg fik ikke fat i noget af samtalen, der varede godt 20 minutter. Siden da
har jeg et par gange set politiet kredse rundt på vejen. Jeg har en fornemmelse
af, at Lenno Poulsen-sagen ikke står højt på deres prioritetsliste, men
det gør mig stadig så voldsom nervøs. På trods af det, er jeg ikke færdig. Det
sidste og mest fatale punkt på min liste er stadig tilbage. Familien.
23/09 2009
Jeg må op i et højere gear. Indtil nu har jeg bare gået og prikket lidt til min
Brian; en bil her, en havenisse der, og på trods af, at der som tidligere nævnt
har været betydelige fremskridt, bliver jeg nødt til at gøre det mere seriøst
hvis mit værk skal fuldendes. Jeg bliver nødt til at gøre det mere alvorligt.
Mere fatalt. Knægten. Han er larmende, han er træls og han er især irriterende.
Han leger og løber og råber og render, og er hele tiden ved at opdage
mit skjul sammen med den forbistrede hund. Jeg må have ham af vejen.
183