De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

var et held, at han aldrig havde vist Kiero den hule, som han nu gemte sig i.
Den havde været hans egen hemmelighed og nu kunne han glæde sig over
det. Bøgerne han havde stjålet, var stadig ukendte for Kiero. Hans hånd faldt
på bogen: Sion, den sorte fjende. Forsiden viste et maleri af den misdannede,
forhadte gud, kendt som Sion, skaberen af verdenen. Ninárthius slog op
på side 837, som havde skriften, Magi og misdannelse. Det lød ikke, som
noget, han skulle bruge. Han lod igen siderne blafre for sin hånd og fandt
side 1843. Fremkaldelser og portaler, læste han. ”Der har vi det!” Han lukkede
bogen med et henrykt grin.
Zinkie sad i sit yndlingstræ, et træ, der var let at klatre i, for den 4 årige
dreng. Han mærkede vinden, som altid cirkulerede omkring dét træ. Som
han sad der, den dag, begyndte vinden at cirkulere hurtigere og hurtigere,
den lukkede sig omkring ham. Presset fra vinden gjorde ham svimmel og
hans kræfter forlod ham, øjnene faldt i og hans krop blev slap. Vinden tog nu
af og en kutteklædt person greb Zinkies arm og tog ham med sig, hen til grotten,
hvor Ninárthius iført en lang, mørkelilla kåbe allerede opholdt sig.
”Elethes, elethes, vera, maghthi,” messede de to personer, som bar lilla
kåber, og som begge var omgivet af mørke dæmoniske kræfter og derfor talte
med dæmoners tunger. Et sprog, som med foragt blev kaldt Kindorai.
”Zinzuldar,” hvæsede Ninárthius.
”Art'hellar,” tilføjede manden, som bar navnet Eptuseth og som selv ville
få fordel, af det, der var ved at ske.
Der var en frygtelig kulde inde i den næsten tomme grotte. Midt i grotten,
på et alter, lå Zinkie nu. Han ville snart blive udsat for enorm smerte. En
smerte så stor, så han aldrig ville få sit barnlige sind tilbage.
”Fallarh,” hvæsede Ninárthius og blottede sine tænder. Eptuseth nikkede
med tilkæmpet ro, for indeni, var han et monster på spring. Ninárthius så
kort på ham. Hvad får du ud af dette, Eptusiens tjener? tænkte han. Mon
Eptuseth kunne blive hans egen fjende på et tidspunkt? Han rettede blikket
mod Zinkies rolige, sovende krop. Han vidste hvilket mareridt han var fanget
i. Eptuseth var ikke mild mod sine ofre, og da han havde evnen til at styre
drømme, nød han at pine ofrene. Ninárthius fik pludselig en broderlig
følelse, og så på det liv, der lignede hans eget så meget.
”Vi magikere,” mumlede han i en uhørlig hvisken; ”er forviste fra livet.
Vi er her for at blive ofret, til ære for alle andre racer. Vores liv er sørgeligt
og ikke for svage sjæle, nej, tro mig. Nieros verden er ikke for svage sjæle.
Men glæd dig, Zinkie, du er ikke er alene. Du vil blive modtaget i
Sølvbrønden. Og du vil aldrig se mig igen, end ikke efter døden. Det er den
214