De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

kvalte et gab. ”Det er jo midt om natten, mand!”
”Vi skal finde ud af, hvem der er hurtigst,” vedblev Kasper. Han så afventende
på sin lillebror.
”Hvad snakker du om, vi kan da ikke ...” protesterede Aksel, men så i det
samme udtrykket i sin brors ansigt. Det fremmede, bestemte udtryk, han
aldrig havde set før. Langsomt stod han ud af sengen, idet han fastholdt
Kaspers blik.
”Okay”, sagde han og tøvede. ”Okay”.
Kasper ved, at det snart vil blive afgørende. At et skridt vil kunne gøre hele
forskellen. Han mærker, hvordan udmattelsen får hans øjne til at svide. For
hvert anstrengende skridt han kæmper sig til, bliver han mindet om de utallige
nederlag til sin bror. Aldrig mere skal det ske - ikke efter i nat.
Jernbanen strakte sig i så langt øjet rakte i begge retninger. Kasper gik målrettet
henover skinnerne, der svagt gengav månens blege lys. Et stykke bag
sig kunne han høre Aksel mumle noget om forbandet stædighed. I horisonten
tårnede en mørk skygge af træer sig op. Rankt stod de plantet hele vejen
rundt om søen. Kasper stoppede og så mod søen et øjeblik, inden han rettede
blikket mod sin lillebror.
”Vi løber rundt om søen og tilbage til jernbanen igen”, forklarede han
kort, uden at fortrække en mine. Aksel fulgte hans blik og trak en smule på
den ene skulder.
”Bare vi kan få det her overstået, kan du for min skyld rende til Sahara”,
mumlede han og skuttede sig en smule i midnatskulden. Kasper stillede sig
parat ved togskinnen og kastede et kort blik mod Aksel.
Så løb de.
Afstanden til jernbanen kan måles på øjemål. Kasper forsøger desperat at
lægge bare en lille smule afstand til sin bror, men det er sværere end som så.
Side om side nærmer de sig målet i en fart, der synes umulig. Aksel lægger
de sidste kræfter i løbet, og kommer et par afgørende skridt foran Kasper.
Med ét famler Kasper i blinde. Følelsen af balancen, der svigter ham, er
overvældende. Som en puma i spring falder han fremefter, og griber fat i sin
bror. Tumlende, i et virvar af støv og mudder, falder de to brødre mod jernbanen.
Stilheden dvæler. Støvet lægger sig fint henover banen. Langsomt rejser
Kasper sig op, idet han ømmer sig. Han slog panden hårdt mod togskinnen.
61