De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Måske var det fordi, at vi begge to var så opslugte af øjeblikket, måske
var det fordi, at han ikke engang røbede sig med stjålne skridt eller lavmælt
åndedræt, i hvert fald vidste ingen af os, at han var der, eller hvor længe han
havde stået der, før han talte.
Det gav et sæt i mig, og mit hjerte sprang et slag over. Tågen lå igen over
mig som en tyk dyne og truede med at kvæle mig. Jeg kunne mærke, hvordan
min mormor stivnede, da hun hørte stemmen og så skikkelsen.
”Det kan hun. Du bestemmer. Du kan redde hende ud af dette fortryllede
sted, det vil ikke være svært, faktisk meget let.” Der gik et øjeblik, inden jeg
forstod betydningen af, hvad han sagde.
Med et ryk satte jeg mig op og stirrede på ham. For forbløffet til at sige
noget. Det var en mand, måske 19 år. Han var kommet til syne i tågen, der
dansede omkring ham som en form for fatamorgana. Det mørke hår var strøget
tilbage, og hans lyse hud stod i stærk kontrast til den sorte jakke uden på
den hvide skjorte. De mørke øjne hvilede på mig, og hans ansigt var lige så
følelsesløs som hans stemme.
”Hvordan?” Min stemme var så lav, at den næsten var en hvisken, og
tågen syntes at opsluge lyden, alligevel må han havde hørt mig.
”Hvor meget er du villig til at ofre for at frelse din mormor?”
Alt, ville jeg sige, men en klump spærrede min hals og stoppede min
stemme. Jeg prøvede at synke for at få den væk, men det hjalp ikke. Ordet
må have stået printet i min pande og malet i alle ansigtstræk, for han svarede
på mit lydløse udbrud.
”Så giv hende smykket, og alt andet vil ske af sig selv. Lad hende ønske
sig tilbage og hun vil vågne i dit værelse. Giv hende det liv og den fremtid,
hun fortjener.
”Hvor vover du!” Det var min mormor, der var kommet sig af forskrækkelsen.
”Hold Leah uden for. Hun skal tilbage til livet, hvor hun altid har hørt
hjemme. Hører du?”
Han blev bare ved med at stirre på mig, som om han slet ikke hørte min
mormors ord. Tøvende åbnede jeg halskæden og lod den glide ned i mit
skød. Den tågegrå sten var forbløffende varm mod mine fingre, da jeg rakte
den frem mod min mormor. Dvælende ved hvert sekund. Hun sendte manden
et svidende blik, før hun vendte sig om mod mig igen.
”Kan du huske, hvad jeg fortalte dig om at rejse til Tågeverden. Kan du
huske, hvad jeg sagde om prisen? Det vil blive et liv for et liv, en sjæl for en
sjæl. Hvis du frelser mig, må du selv vandre hvileløst om hernede i uendeligheder.
Rejs selv tilbage nu, mens du endnu kan. Husk jeg altid vil elske
233