De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Hjemme i min lejlighed sad jeg nogle meget lange minutter og sad. Jeg
tænkte ikke, jeg angrede ikke, jeg sad bare. Så satte jeg mig til at skrive i min
dagbog. Og det gør jeg så nu. Mon nogen så mig løbe ud af huset? Politiet
vil hurtigt finde frem til mig. Hvad skal jeg gøre?
16/10 2009
Måske ordner det sig nu. Måske. Imens jeg sad og havde ondt af mig selv,
begyndte jeg at tænke: Hvad nu hvis konen havde en affære? Hvad nu hvis
Brian opdagede nævnte affære? Og Brian … han ville jo selvfølgelig blive
gal over det. Så gal, at han kunne finde på at kvæle hende? Jo mere jeg tænkte,
jo højere blev jeg løftet op fra mit sorte humør. Så jeg skrev straks nogle
breve. Elskling, tag med mig til Frankrig! Vi stikker af fra det hele og alt
sådan noget. Jeg skyndte mig at sætte min Hyundai Getz i gear med kursen
mod Tulipanvej nr. 7. Jeg løb ind og gemte brevene forskellige steder. Et af
dem, det med Frankrig, lagde jeg på Brians arbejdsbord. Jeg kørte hjem igen,
overvejede, om jeg havde gjort nok. Nej, så jeg ringede anonymt til politiet
og fortalte dem, at ”noget forfærdeligt var sket på Tulipanvej nr. 7”
Så her er jeg nu. Jeg håber, det går som planlagt. Jeg kan mærke en prikkende
fornemmelse.
Er det mon skyldfølelsen, der stikker sit hoved frem?
18/10 2009
Succes! Jeg havde ikke været ude ved huset siden… uheldet. Dels fordi jeg
var bange for at politiet ville få øje på mig, og dels fordi jeg var dødsens nervøs.
Men i dag så jeg avisen. Ude foran den lokale kiosk. Forsiden var ryddet.
Kvinde kvalt - Hendes mand sigtet. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne,
det kunne vel ikke være sandt? Med rystende hænder købte jeg avisen og flåede
den op. Et billede sprang mig i øjnene, og da jeg så det, blev en kæmpe
byrde løftet fra mit hjerte. Det var nemlig Brians hus, med tom indkørsel og
ingen blomster eller havenisser i haven. Jeg nærmest dansede hele vejen
hjem. Hjemme tog jeg alle mine notater frem, og spredte dem ud på gulvet.
Jeg læste dem igennem. I tidens løb havde jeg fået skrevet så mange noter:
Fra nødvendige ting som Brians venner og naboer, til trivielle ting, som hvilke
farve sokker han havde, og hvilke blade han læste.
Og så følte jeg pludselig et stik. Tomhed. Det var slut nu. Mit værk var
fuldendt: Brian stod nu uden hus, bil og familie. Han ville være mærket for
livet. Og jeg ville højst sandsynlig aldrig få ham at se igen. Mens tomheden
voksede, gik jeg hen og rodede i skabet. Hurtigt fandt jeg, hvad jeg ledte
185