De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

pludselig forekom det hende, at den ellers så hysteriske farve begyndte at
blegne, og før hun kunne nå at stritte imod forsvandt alt fra hendes udsyn.
Foran hende gik en ung kvinde. Hendes lange, mørke hår fejede fra side til
side i den sagte vind, og den slidte kjole dansede om de hvide ben. Over
skuld rene bar hun et bundt sammenfiltrede grene. For hvert skridt, hun tog,
skrabede de krogede ender mod de bare arme. Hun havde kurs mod borgporten,
hvor to vagter stod stive som pinde og holdt skarpt øje med alle, der
passerede. Mange mennesker flokkedes omkring hende, sandsynligvis kvægdrivere,
der efter lang tid i bjergene søgte ly for den kommende vinter. Lyden
af rullende kærer, brølende køer og råbende mennesker fyldte luften, og den
skarpe lugt fra de mange kreaturer på vej til slagteriet stak ubehageligt i
næsen. Kvinden bugtede sig gennem mængden og blev stoppet ved borgporten.
”Hvad er dit ærinde?” spurgte vagten. Han havde et mistænksomt glimt
i øjet.
Glenne kom til sig selv igen og rømmede sig forsøgsvis. Alle stirrede på
hende. Selv den lille dreng var holdt op med at rive klagende i sin mor. Hun
sendte dem et falskt smil, alt imens hun mærkede rødmen stige op i sine
kinder. Med et sideblik på Malcolms sammensnørede ansigt fortsatte hun
snublende fortællingen, mens hun gjorde sit bedste for at lade som om, intet
var hændt.
De gik videre gennem porten og ud på det, som engang havde været håndværkergaden.
Der var ikke meget tilbage af de gamle bygninger. Hvor smedjen
før havde stået, sås nu kun en slidt træbænk, gavmildt doneret til museet
af en eller anden gammel nu afdød mand, der sikkert havde nydt at sidde
netop dér, hvor et gabende hul gennem borgmuren afslørede Loch Ness’ vidstrakte
vande. Hun standsede ved bænken. Luften var blevet køligere. Hun
sendte et flygtigt blik op mod himlen og konstaterede, at endnu en regnbyge
sandsynligvis nærmede sig. Skyer rullede langsomt op ad den nærmeste
bjergside og en krusning gled over søens vand. Hun skuttede sig og trak jakken
tættere om skuldrene.
”Vi står nu i den gamle håndværkergade,” begyndte hun. En eller anden
kom til at sparke til en rusten blikskraldespand, hvis klirrende lyd langsomt
tonede ud. ”I Grant-klanens tid, starten af 1500-tallet, fungerede fortet ikke
mere som forsvarsværk men var til gengæld centrum for en stor del af handlen
i området. Mange mennesker boede og arbejdede…” Synerne kom så
98