De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

14/10 2009
Hehehe. Hehe. Deres ansigtsudtryk, da de fandt det dinglende lig foran
hoveddøren, var noget af det bedste, jeg længe har set. Jeg havde virkelig
løbet en stor risiko ved at hænge det op i døren, med alle de naboer og forbipasserende,
der kunne have set mig. Igen havde jeg heldet med mig! Og
selv fra mit skjul bag busken, kunne jeg høre Brians og konens klageråb.
”Captain Hero! Captain Hero! Åh nej!” Konens skrig gav mig et stik af
smerte og genkendelse.
Da knægten opdagede den døde hund, stod han bare og stirrede med åbent
ansigt. Brian hev ham ind, og lige inden han smækkede døren i, hørte jeg
vrælet.
Næste dag skete der noget. Bedst som jeg var i gang med endnu en iagttagelsessession,
rullede en bil op ad den tomme indkørsel. Ud af bilen trådte
en fedladen dame og endnu en snottet unge. Da de kørte tog de knægten
med.
Mens det stod på, var jeg vitterligt forvirret. Nu er jeg ret overbevist om
at de besøgende var noget familie af en art. Men uanset hvad, ved jeg nu, at
jeg ikke har alverdens tid. At barnet skal bo hos familien er nok bare første
skridt for dem. Min Brian forlader Tulipanvej.
16/10 2009
Jeg har nosset i det. Og det er ikke bare et lille nos, det er nok det største nos,
jeg nogensinde har lavet. Større end da jeg lod Sonja forlade mig. Jeg har
slået hende ihjel. Jeg har slået konen ihjel.
Det var slet ikke planlagt! Jeg var inde i deres hus i dag. Tirsdag. Brian
var på arbejde og konen i byen. Da det var gået op for mig, at jeg var i tidsnød,
havde jeg overhovedet ikke kunne komme på nogen idéer, så jeg var
taget på hustur for at se, om jeg kunne finde noget. Hun kom hjem tidligere
end ventet og overraskede mig midt i min søgen. Først begyndte hun bare at
skrige, men da det gik op for hende, at hun havde at gøre med selveste Lenno
Poulsen-vandalen, fortrak hendes ansigt sig i vrede. Hun råbte ad mig. Hun
blev ved og ved at råbe, og hun mindede mig sådan om fortiden. Uden at
tænke over det, tog jeg det nærmeste, jeg kunne få fat i, en bordlampe for at
være helt nøjagtig, og gav hende sådan en på lampen. Hun faldt bevidstløs
om. Stadig ude af mig selv… kvalte jeg hende. Jeg kvalte hende med mine
egne, behandskede hænder. Langsomt gik det da op for mig, hvad jeg havde
gjort. Hvis bare jeg havde gjort det dengang, husker jeg, at jeg tænkte. Og
så løb jeg. Jeg løb hele vejen hjem.
184