De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Uden for ægteskab
Af Liv Østerlund Schultz
Bussen bumlede, mens han kørte mod sit hjem. Sædet han sad på var hårdt
med et tyndt lag blå polstring, der kradsede, når hans hænder rørte det. Det
havde været en lang tur, og hans siddekammerat havde ikke levnet ham
meget plads, da han var ca. dobbelt så stor som normalt. Vejen var smal, støvet
og fyldt med sten, der gjorde, at bussen gav mærkelige lyde fra sig, når
den kørte over dem. Han kiggede ud i det danske landskab, der var fyldt med
marker, hvor kornene bølgede i vinden, så det næsten lignede et tæppe, der
omsluttede jorden, som for at holde den varm. Han kiggede sig omkring i
bussen og så de mere eller mindre rene soldaterkammerater, som alle var blevet
forandret, siden de, i selv samme bus, var kørt af sted mod krigen.
Tænkte på de ting, de havde oplevet. Det nærmest lyste ud af øjnene på dem,
at de havde set ting, som kunne få selv den modigste mand til at krympe sig.
Ting som ikke burde være pålagt et menneskeligt øje at se. Små børn, der
hjælpeløst løb rundt i krigszonen, mens de ledte efter deres forældre. Folk
med iturevne lemmer og blod over det hele. Børn i alle aldre, der blev skubbet
forrest med en pistol i hånden og løftet om, at de ofrede sig for det gode,
og at det altid blev belønnet. Billederne ville for evigt være som tatoveret i
deres sind. Han virrede med hovedet - tænkte på Vika. Han havde mødt
hende nogle måneder inden, han tog af sted. Han smilede ved tanken om den
lyshårede svenske pige, som ventede på ham. Hun var lige så gammel som
ham selv, nemlig 18 år. Hun var hans og kun hans - de to var de eneste, der
kendte til deres forhold. Han ville fri til hende. Fra nu af skulle alt være godt.
Snart var han hjemme ved det store hus i den lille by. Det havde ikke forandret
sig i de år, han havde været væk. Det gulkalkede hus med de mange
vinduer og karnapper tårnede sig op over byen, som ville det sluge den.
Langsomt bevægede han sig hen mod huset. Han bankede ikke på, men gik
lige ind, som havde han aldrig forladt stedet. Under aftensmaden sad hans
forældre og smilede prøvende til ham. De var nervøse for at sige noget,
kunne han mærke. De enkelte spørgsmål, de stillede, svarede han kun kort
på. Distræt og ukoncentreret. Han skovlede maden ind, kunne ikke komme
235