De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

”Elever! En strålende dag står foran os! En dag fyldt med skæg og ballade!
Simpelthen en helt uforglemmelig dag! Men først … Alle der ikke kan
svømme eller ikke er ret gode til det, kom herop til mig. Ellers er der ingen
skæg og ballade til jer!” Ordene blev efterfulgt af et stort smil, så lød der et
bifald og hurraråb. ”Har alle, der ikke kan svømme været heroppe? Godt! Så
går vi i gang. God fornøjelse!”
Pia og jeg gik hen til kortbunken og tog et kort hver. Et af de der orienteringskort
tingester, man bruger til at finde vej ude i en skov. Fatter ikke,
hvorfor der er nogen, som faktisk er vilde med sådan noget.
”Vi skal den vej!” sagde Pia og begyndte at gå. Jeg tøvede nogle sekunder
og gik så den modsatte vej. Jeg var på vej væk. Endelig. Jeg satte i løb. Efter
fem dages had, fem dages ønske om at se hende forsvinde, var jeg nu helt
alene. Jeg kunne mærke friheden. Svævede af lykke.
”Nathan! Det er den forkerte vej!” råbte Pia bagfra. Hun kom halsende
efter mig. Følelsen krakelerede.
”Det var da ikke så godt,” svarede jeg og ønskede hende død endnu en
gang.
”Hvorfor svarede du egentligt ikke før? Du tænkte bare på noget andet,
ikk’? Nåmen, så synes jeg bare, vi skal læse posten, sådan vi kan vinde,
ikk’.” Hun gik ned mod posten, og jeg fulgte efter hende, løb ned ad skråningen
og kom desværre til at løbe ind i hende.
”Ups! Det må du altså meget undskylde! Det var i hvert fald ikke med
vilje!” sagde jeg med en helt utrolig overbevisende stemme. Syntes jeg selv.
Hun rejste sig op. Ømmede sig og tog sig til skulderen.
”Det var jo bare et uheld,” svarede hun ret stille. Hun havde sikkert forstuvet
noget. Jeg var egentligt ret ligeglad. ”Okay. Jeg læser det,” sagde hun
og gik hen mod træet.
”Nu skal I finde en robåd. I skal sejle ud midt på søen, hvor den næste
post befinder sig.”
”Og det betyder?” spurgte jeg.
”Og det betyder vel, at vi skal have fat i en båd og sejle ud til øen, ikk’,”
svarede hun og så lidt bedrevidende ud. Måske var hun begyndt at kunne lide
mig mindre.
”Okay. Vi fortsætter hen mod søen,” sagde jeg og begyndte at gå uden at
se mig tilbage efter hende. Søen nærmede sig, og jeg fik øje på bådene. Jeg
hoppede op i en af dem, og Pia var lige bag mig.
”Hvem ror?” spurgte hun.
”Jeg starter bare,” svarede jeg og greb fat i årerne. Så begyndte jeg at ro
242