De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Hun burde løbe. Flygte så hurtigt hun kunne. Men hun havde ikke lyst
længere. Hun gik ind i en gyde med en fart, så han kunne følge med. Et sted,
hvor ingen ville opdage, hvad der skete.
Her vendte hun sig om mod ham.
”Så slå mig da ihjel, hvis det er det, du så gerne vil!” sagde hun grådkvalt,
og med et lille snert af vrede i sin stemme. ”Men jeg er bange for, jeg elsker
dig,” tilføjede hun hviskende. Hun var i tvivl om, hvorvidt hans hørelse var
forbedret nok til at høre hende. Hun vidste heller ikke helt, om det var hendes
mening, at han skulle høre hende.
Han var fremme på et øjeblik. Hun hørte det tydeligt. Mærkede hans
varme komme nærmere.
Og så kunne hun pludselig ikke mærke andet end sværdet, der borede sig
ind i hendes bryst. Selv sulten, der havde ført hende ud, sulten der var blevet
ulidelig, da hun så ham, kunne hun ikke føle længere. Hun skreg ikke.
Klynkede ikke. Han trak sit sværd ud. Hun stod stadig ret. Hendes ansigt var
vendt mod hans.
Det måtte have regnet et kort øjeblik. Der var våde pletter på hendes
kinder, kunne hun mærke.
Vandet ramte kun hendes kinder og løb ned ad hendes ansigt. Der kom
ikke andre dråber end dem.
Smerten fra såret stoppede ikke, hun havde ikke suget blod, og hun var
foreløbig ude af stand til at gro sammen. Hvorfor havde han ikke bare hugget
hendes hoved af og dermed slået hende ihjel med det samme? Tvivlede
han? Eller nød han hendes smerte? Hun faldt på knæ og følte en smule skam
ved dette. Hun ville gerne have set sin død i øjnene med ret ryg og rejst
pande. Om end hun ikke kunne se. Nu sad hun på knæ som en anden forbryder.
Demitri satte sig på knæ foran hende. Han rakte en hånd frem mod hendes
hals. Ville han holde hende fast, når han gjorde det? Hun var for svag til
at løfte sin hånd og stoppe ham. Han lagde sin hånd bag hendes nakke. Så
trak han hendes ansigt frem, og før hun vidste af det, rørte hendes læber hans
hals.
Hun vidste, det var en dårlig ide. Men hun kunne ikke lade være. Han
havde trods alt også fristet hende til det yderste. Denne gang var det endnu
mere hans egen skyld. Hun bed.
Efter en almindelig portion blod ville hun stoppe. Hun kunne godt klare
sig med det. Men han forhindrede det med sin hånd, der stadig holdt fast bag
hendes nakke.
159