De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Jeg satte mig på en vinduesplads tæt ved døren. Trommede på ruden og
rev næsten min busbillet itu, og da bussen stoppede, sprang jeg ud og løb op
til hovedindgangen. I svingdøren stødte jeg ind i en mor med sin søn.
”Undskyld,” mumlede jeg og for hen til receptionisten, der sad og ordnede
en bunke At håndtere et dødsfald-brochurer.
“Anita,” sagde jeg.
“Efternavn?”
Hvordan var det nu, det var? Hvordan så hendes dørskilt ud? “Øh ...”
Sekretæren tastede et eller andet ind i sin computer.
“Er du i familie med Anita?”
“På en måde.”
“Ved du, hvor gammel hun er?”
“Omkring tres vil jeg tro.”
“Heldigt. Vi har lige præcis en Anita på omkring tres indlagt. Skal jeg
finde en til at følge dig?”
En ung sygeplejerske klappede mig kejtet på ryggen og førte mig ind i en
elevator og op til femte sal. Hendes hår var samlet i en høj hestehale, og hun
bar med vilje slidte jeans under sin hvide kittel.
På femte sal gik vi ned ad hvide gange. Sygeplejerskens skridt klikkede
målrettet mod gulvet, og hun sagde ikke noget.
“Hvilket værelse?” spurgte jeg.
“505.”
Døren til værelse 505 var åben. Jeg løb ind.
“Anita!” Men udover en hvid hospitalsseng og et natbord var værelset
tomt.
Sygeplejersken lagde en hånd på min skulder.
“Det gør mig ondt,” sagde hun.
Sollys strømmede ind fra et stort vindue, og bladene på en potteplante
vinkede af vinden. Gulvet var så skinnende rent, at det næsten fungerede
som et spejl. Det virkede som et sted, hvor ting, der ikke passede ind, blev
vasket væk. Pletter og sådan noget.
En læge med grå striber i håret stak hovedet ind og udvekslede et par ord
med sygeplejersken. Så rakte han hende et eller andet og var ude af døren
igen lige så hurtigt, som han var kommet.
“Vaskede de hende?” spurgte jeg.
Sygeplejersken vendte sig om mod mig og glattede sin kittel ud.
“Hvad mener du?”
“Da hun kom, mener jeg. Vaskede de hende så, eller lod de hende være,
202