De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

iudstillingen.” forklarede Emily. Kvinden fik øje på dukken og skævede til
den med et løftet øjenbryn, men så sendte hun Emily et lille smil.”Så kommer
du lige i sidste øjeblik. Vi lukker om ti minutter. Du skal bare ind i hallen
derhenne.”
Kvinden pegede mod en åben dør. ”God fornøjelse. Jeg tror du vil kunne
lide billederne.” Emily sendte hende et smil. ”Tak.” svarede hun, hvorefter
hun gik ind i hallen. Hun blev overvældet af tonsvis af farver på væggene,
idet hun kom ind. Der hang malerier i både store og små størrelser. Emily
kiggede måbende rundt. Alle malerierne var ét stort kaos af farver. Næsten
som om alle farverne truede med at springe ud af malerierne og angribe
hende. Hun gik en runde og gav sig god tid til at betragte alle billederne ét
efter ét. Hun lagde efterhånden mærke til, at farverne nærmest dannede store
bølger, og det fik hende til at tænke på stranden. Pludselig virkede det slet
ikke så kaotisk alligevel. Det var smukt, og farverne havde efterhånden en
rimelig beroligende effekt på hende. Præcis ligesom Cecilias billeder havde.
En behagelig varme fyldte Emilys krop indefra. Hun satte dukken på en stol
foran det største maleri af dem alle. Det maleri, som hun var sikker på, at
Cecilia ville have foretrukket. Hun forestillede sig, at hvis dukken kunne se
det, ville Cecilia også se det. Emily smilede. Hun var stolt over at have bragt
dukken over til maleriudstillingen uden at lade sig stoppe. Hun kiggede på
dukkens ansigt, og fik en fornemmelse af, at det havde forandret sig. Det var,
som om dukkens øjne havde fået mere liv, som om dukken smilede. For
Emily føltes det, som om et stramt reb blev løsnet, som en stor mur omkring
hende væltede og lukkede positive tanker ind. Hun følte sig befriet, som om
den mørke sky over hende drev væk. Hun satte sig ned og tog dukken på skødet,
trykkede på knappen i nakken for at bryde stilheden. ”Du er min bedste
ven!” sagde dukken, og denne gang fik det Emily til at trække på smilbåndet.
Hun knugede dukken tæt ind til sig, hvorefter hun lod farverne fra maleriet
fylde sit sind, mens hun tænkte på Cecilia. Kvinden fra før stak pludselig
hovedet ind af døren. ”Du bliver desværre nødt til at forlade udstillingen.
Vi lukker nu.” Emily nikkede forstående til hende, rejste sig fra stolen og
kastede et sidste blik på malerierne. Det var sjældent, man fik lov at se noget
så smukt. Hun smilede varmt til dukken, der sad med blikket rettet mod farverne
i maleriet. Så vendte hun ryggen til og gik.
48