De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

på bunken af tæpper og fandt den lille blikæske frem. På låget var der et rustent
billede af Peter Plys. Jeg åbnede den. Her var alle de betydningsfulde
ting, som jeg gennem de seneste år havde samlet. Blandt dem var en lille
digtsamling, som jeg selv havde skrevet. I starten havde den handlet om små
blomster, men med tiden var den blevet mere og mere sort.
Under den lå en lille smølf. Sådan en, som man kunne sætte i sit nøglebundt.
Jeg havde fået den af Mathilde fra klassen. Jeg havde fødselsdag og
fyldte otte. Det blev min bedste fødselsdagsgave det år. Under alle de andre
ting lå en lille genstand pakket godt ind i toiletpapir. Det var den, jeg skulle
bruge, den jeg egentlig var kommet efter. Jeg tog den op i hånden og begyndte
forsigtigt at vikle den fri af det efterhånden lasede papir.
Jeg sad på køkkenbordet og ventede, ventede på at blive hentet. Jeg vippede
med foden i takt med vaskemaskinens snurrende brummen. Førte utålmodigt
hånden op til munden. Jeg løftede blikket mod uret, tretten minutter over otte.
Var der mon sket noget, eller var han bare sent på den?
”Du er godt nok utålmodig?” sagde hun med en påtaget latter.
Jeg ignorerede hende. Jeg tog min lille notesbog op af lommen og tegnede
en nøgen pige, som holdt om sine knæ. Den var efterhånden ret overtegnet.
Halv ni. Jeg så uroligt fra uret til den døde dør.
”Han kommer jo ikke. Hvorfor skulle han det?” Hendes tonløse stemmeføring
smøg sig ind på mig. Det var sikkert rigtigt. Der var aldrig nogen, der
havde brudt sig synderligt om mig.
”Clizia, indse det. Du kan ingenting, du er ingenting. Du er så ligegyldig.”
De sidste fire ord udtalte hun stavelse for stavelse, sagt som var jeg et
lille barn, der intet forstod.
Det var sandt, jeg var ligegyldig.
Jeg så tavst på mine fingre, som drejede min ring rundt og rundt. Jeg vidste
nu, hvor jeg stod, jeg vidste, hvem jeg var, og jeg vidste, hvad jeg måtte
gøre.
Jeg fik den lille, skarpe genstand gjort fri af det sidste toiletpapir, og jeg sad
nu med bladet i hånden. Rakte ud efter lommelygten. Den brede lyskegle
sendte et hvidt skær ud i den lille hule, og jeg kunne nu se, hvor det var bedst
at anbringe det skarpe blad. Men hvilken pulsåre ville være bedst at vælge?
Den på venstre håndled, den var nemmest at komme til.
Jeg ville ikke tænke, ikke føle. Det skulle bare gøres, og gerne hurtigt.
55