De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Jeg går ned ad trapperne og ud ad den grønmalede trædør, som så småt er
begyndt at rådne. Vejene er øde, og fortovet blottet for mennesker. En stribet
kat løber forbi lidt nede ad vejen og finder sin vej op på en gammel veranda,
der ligner noget, der er taget ud fra et eventyr. I det samme træder en
gammel dame med badekåbe og curlere i håret ud, og katten snor sig kælent
op ad hendes ben. Hun smiler venligt til mig og vinker, og jeg besvarer høfligt
hendes hilsen. Jeg går ned ad vejen. Ser træerne. Ser bladene, der endnu
hænger på dem, inden de snart langsomt vil finde deres vej til jorden, hvor
de vil ligge til stor irritation for haveejeren, der skal feje dem sammen. Sådan
skal det være. Sådan er verden. Der er ting, man ved. Ting som at bladene
om efteråret falder ned fra træerne. Ting som at vinter bliver til forår og sommer
til efterår. Ting, som at blå og gul giver grøn. Ting, som at små piger
vokser op og bliver til store piger. Store piger med forpligtelser, krav, ansvar
og deadlines. Store piger som mig. Store piger der ikke får malet noget, og
som sidder oppe hele natten og tænker. Tænker og leder. Men ikke finder
noget.
Jeg trasker skuffet tilbage mod lejligheden. Jeg sætter nøglen i låsen og mærker
med fingerspidserne den ru og rustne lås. Døren kommer med et utilfreds
knirk, da den åbner. Jeg sætter mig udmattet på min seng. Glor på lærredet.
Stadig intet. Intet andet end de to firkanter. Den orange minder mig
om mormor. Minder mig om min barndom. Om drømme og om ro. Er så
træt. Kaster et blik på min store og luftige gåsedynspude og sukker dybt.
Mormor igen. Lugten i hendes køkken og mig, der var en lille pige. Den lille
pige, der levede i det orange. Den lille pige uden ansvar. Mit hoved falder
ned på puden. Bare en lille lur. Bare lige for at få samlet tankerne. Kigger på
klokken. Viserne viser 10.20. Hvis jeg nu sover til halv, så har jeg stadig lidt
tid, inden maleriet skal afleveres. Mærker det kølige bomuld mod min hud.
Graver mit hoved langt ned i pudens dyb og trækker dynen over mig. Bare
lige 10 minutter.
Jeg står i en have. Jeg ved, hvor jeg er. Ved, hvor jeg er, men husker det ikke.
Ser det store kastanjetræ, der bringer det meste af haven i skygge ved hjælp
af sine store grene. Jeg ser en pige komme løbende. Ser uskyldigheden skinne
ud af hendes øjne. Ser glæden. Roen. Pigen har tykt brunt hår, der omhyggeligt
er samlet i en fletning, der hopper om hendes skuldre, når hun galoperer
af sted. Pigen løber ind mod det lille gulkalkede hus med de små vinduer.
Pludselig står pigen inde i en lille, hyggelig stue med sættekasser på
246