De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

”Hej!”
Hendes ansigt blev med ét helt alvorligt, da hendes øjne faldt på Holgers
krumbøjede skikkelse. ”Åh. jeg, jeg havde ikke regnet med, at De ville
komme så tidligt. Kom indenfor. Her lad mig tage Deres jakke.”
Kvinden tog Holgers jakke, og han gik overrumplet ind i entreen.
”Ja, undskyld, jeg nåede ikke at få ryddet helt op, mit navn er Zahrah,”
Hun rakte en mørk hånd imod Holger. Han kiggede længe på den, men tog
den omsider og svarede med et fast håndtryk.
”Holger,” mumlede han kortfattet.
Zahrah viste Holger ind i stuen. Han satte sig ned i en brun lædersofa og
kiggede rundt i værelset. Overalt stod der små nipsting. Krukker med flotte
penselstrøg i alverdens farver. Skrin lavet af farvet glas og farvede gulvtæpper
prydede trægulvet. På væggene hang billedrammer med fotos af fremmede
mennesker. Bag personerne kunne man se et land, som umuligt kunne
være Danmark, store tørre flader med få træer og varmen sitrende i luften.
Zahrah kom ud fra køkkenet og satte sig i sofaen hos Holger. På bordet
havde hun stillet et fad med kager.
”Ja, jeg ved godt, hvorfor De er kommet, og at Hassan har nogle problemer.
Men tro mig, han er virkelig en god dreng. Og det er ikke hans skyld,
at vi står i denne her situation” Med sine kønne øjne kiggede hun bedende
på Holger, og han studerede de smukke træk. Det sorte hår lå som en skygge
om hendes ansigt, og hun havde de samme øjne som Hassan.
”Vil du ikke nok sige noget?” Hun tav, men da Holger bare kiggede uforstående
på hende, fortsatte hun: ”Der er ingen, der vil ansætte Hassans far,
Fatin, her i Danmark. Selvom han er uddannet læge i Marokko, arbejder han
som taxichauffør inde i byen. De aner ikke, hvor hårdt det har været for ham.
Det har påvirket hele familien.”
Zahrah tog fadet med kager og bød Holger en. Han mærkede, hvordan
småkagens sødme bredte sig i hans mund, og han knasede højlydt. De mindede
ham om Inger. Ingers kager. Zahrah tog ordet igen og sagde med sørgmodig
stemme:
”Jeg er bekymret for Hassan, men han gør det bedste, han kan. Han er virkelig
dygtig i Brugsen. Åh, jeg ved godt, at det er det job, der er skyld i al
det med skolen. Men. Åh. Åh nej, jeg lyder som en forfærdelig mor!”
Hendes mørke øjne fyldtes med tårer, og hun bed lydløst i sin pegefinger.
”Det er bare.”
Hendes stemme knækkede, en lille pige kom til syne bag en mørkebrun
dør for enden af stuen. Hendes mørke krøller hoppede lystigt, da hun gik hen
226