De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

”Mor?” kaldte Amira med en knude i maven og hørte i det samme stemmer,
der kom inde fra moderens soveværelse. Moderens klangløse latter slog
hende i møde, og Amira åndede lettet op. Jeg må holde op med at se
Nyhederne, det gør mig alt for paranoid, tænkte hun.
”Mor, må jeg komme ind?” spurgte hun og åbnede i det samme moderens
soveværelsesdør. Amira gispede og skyndte sig at lukke døren igen.
”Undskyld, jeg vidste ikke…” begyndte hun men kunne ikke få sig selv
til at fortsætte. Hun mærkede, hvordan samarbejdet mellem hjerne og ben
ophørte. Døren blev åbnet lige i hovedet på hende, og ud trådte hendes mor.
”Du misforstår det…” Hun kiggede bedende på Amira.
”Hvad fanden sker der for dig?” råbte Amira. ”Tror du bare, at du har ret
til at knalde med hvem som helst? Allan er min lærer for helvede!” Hele hendes
krop begyndte at ryste, og hun mærkede, hvordan hendes hjerte desperat
pumpede mere blod rundt i kroppen, så der pludselig kun var tomhed tilbage
i hjertet.
”Jeg kan ikke klare det her. Jeg er nødt til at komme væk.”
”Amira, skat, du kan ikke bare gå …” begyndte hendes mor. ”Allan skal
bare lige have noget tøj på, så kommer han og siger hej…”
Amiras grin var forkert og hysterisk.
”Siger hej? Hvad fanden er du for et menneske?!”
Hun greb den taske, hun havde hovedpinepillerne i, og smækkede døren
efter sig.
Benito trådte ud i den salte luft, der i samme øjeblik sendte et kraftigt vindstød
i hans retning. Han indåndede taknemmeligt luften. Med bare tæer i det
varme sand, gik han ned mod havet, og i takt med at sandet blev koldere, blev
stenene også flere. Hans sammenknebne øjne ledte efter sten, mens han gik
langs vandet, der fra tid til anden rullede over hans fødder, så hans sanser for
en kort tid føltes stærkere. Han bukkede sig ned, for at samle en sten op. Han
undersøgte den indgående, og lagde den så forsigtigt ned igen - man skulle
behandle alderdommen med respekt.
Snart begyndte hans tanker at svæve. Selve idéen om evig eksistens tiltalte
ham mere end noget andet, og han nød, at det netop var dét, han følte i
stenene. Det var dog ikke den primære grund til hans fascination. I stenene
håbede han at finde inspiration til en bog, han ville have skrevet for mange
år siden. En bog, som han af mange årsager aldrig fik færdiggjort. Som han
blev ældre, havde han prøvet at sige til sig selv, at det var i orden, og at det
ingen rolle spillede, men tanken om at dø uden at have efterladt sig noget
121