De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

stedelen af deres selskab, trak han hende ind til sig og kyssede hende.
Allerede ved det kys burde hun have følt sig alarmeret. Han var ikke som
alle de andre. Alle de kys, hun havde modtaget fra mændene, som hun havde
forført i tidens løb, havde været fulde af tomt begær. Intet andet. Det her kys
var anderledes.
Den unge mand med de blå øjne, det søde smil og det venlige ansigt, strøg
sit hår tilbage. Han tilbød hende et lift hjem. Men da hun foreslog, at han tog
med hende hele vejen hjem, afslog han. Han bad hende i stedet om at mødes
med ham dagen efter.
For første gang i omkring to århundrede ville hendes offer ikke med
hende.
Det var nok derfor, han for alvor vakte hendes interesse. Hun gik med til
en aftale om at tage i biografen.
Han kyssede hende farvel foran hendes hus. Hun kunne have bidt ham
allerede da, selvom han ikke ville med ind. Det havde været en mindre fornøjelse,
men hun ville trods alt have fået sit blod. Nej, hun ville ikke bare
have hans blod, mens alle andre mennesker var som sandwicher for hende,
var han langt mere. Og det, han var, var langt bedre.
De tog i biografen og så en ny amerikansk film. Mest af alt en actionfilm.
Men den havde sine søde scener, hvor Demitri klemte hendes hånd i sin
og så på hende. Der var noget rart i hans øjne, der altid fik hende til at smile
til ham.
De gik rundt sammen. Hånd i hånd. Ved en bænk foran et springvand med
blå og røde lys i holdt han hende tæt ind til sig. De lavede en ny aftale, før
de skiltes.
Dagen efter spiste de sammen et lidt pænere sted. Hun var iklædt en rød
satinkjole og støvler, og han var i skjorte og sorte bukser. Hun havde mere
lyst til at spise ham end den fantastiske middag.
Efter maden gik de. En romantisk tur i natten.
Følelsen af hans blod i sin krop blandet med minderne om de sidste par
dage var bittersød. Skøn og forfærdelig.
Han åbnede langsomt sine øjne og så på hende. Hans vejrtrækning var
begyndt igen, og hun vidste, at hans krop var begyndt at fylde ham med blod
igen.
”Du bed mig,” hviskede han med en blanding af forundring og foragt i
stemmen. ”De havde ret.” Han rakte sin hånd frem foran sig, imens han brugte
den anden arm til at sætte sig op. ”Men hvad sker der med mig nu ”
Foragten forsvandt, og ren forundring skinnede gennem hans stemme.
156