De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

kunne jeg høre hende råbe noget om forstyrrede unge. Og knægten løb selvfølgelig
rundt og larmede med sin hund, og virkede dybest set ligeglad. Jeg
så det dog ikke som et nederlag. Nej, jeg gik videre til min næste plan. Først
iagttog jeg dem igen i et par dage og lagde for første gang mærke til Brians
stolthed. Hans stolthed over huset, over bilen, og vigtigst af alt over familien.
En mere systematisk, for ikke at tale om genial, plan begyndte at forme
sig i mit hoved.
Efter nogle dage trådte jeg for første gang ind i deres hus. Indenfor så der
lige så fascinerende og samtidig kvalmende ud. I Brians kontor fandt jeg alt,
hvad jeg skulle bruge; ringbind, dokumenter og andet godt. Jeg fandt også et
familiealbum. Jeg tog det hele med hjem. Her har jeg fundet ud af, at Brian
er sagsbehandler. Godt betalt, selvfølgelig. Jeg måtte erkende, at jeg ikke
kunne inddrage hans job i min plan. Det var okay. Konen havde taget en
lægeuddannelse for 6 år siden. Sonja… Min plan var efterhånden ved at være
renpoleret. Alt hvad mit mål, min Brian, var stolt over skulle væk. Hus, bil,
familie. Jeg ville systematisk nedbryde, hvert eneste af de tre ting, startende
med det nemmeste: huset.
Da kidnapningen af havenissen (der nu desuden har fået en fast boplads
her) ikke havde den store virkning, besluttede jeg mig for at give dem et rigtig
varsel, et man ikke kunne tage fejl af. Jeg troppede op på Tulipanvej 7 en
tidlig nattemorgen, bevæbnet med malerspand og pensel, og marcherede lige
op til det søde, lille hus, med de hvide vægge og blegrøde tagsten. Og svang
min pensel.
Kreative minutter senere beundrede jeg mine strøg. På den fredsindbydende
husmur stod med store røde bogstaver: ”JEG VED, HVOR DU BOR!”
Det er ved at være et par dage siden. Da jeg ikke har haft så travlt med livet,
har jeg ikke fået set Brians reaktion. Nu er det tid til at minde ham om, at jeg
ikke har glemt ham. Ude i gangen står en sækfuld mursten. Det bliver sjovt.
29/08 2009
Det var sjovt. Det var rigtig sjovt. Jeg har haft travlt med at sætte mit præg
på Brians tilværelse. Mere præcist … sætte præg på Brians hus. Vinduer er
blevet smadret, blomster trampet ned og møbler stjålet. Det er alt sammen
meget godt, men som altid er der en bagside af medaljen. Brian og resten af
Lenno Poulsen familien er blevet paranoide på det sidste. Jeg så konen tale i
telefon her den anden dag, og opfangede ord som chikane og forfølgelse. Jeg
havde en grum fornemmelse af, at politiet var i den anden ende.
I al fald, på trods af de små problemer jeg har haft, er Brians hjem nu per-
182