De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

hende eller vælge at forfølge andre vampyrer, varulve og den slags...
Hun tog sig til munden. Havde ikke spildt en dråbe. Hun satte sig på hug
ved siden af ham og vendte ham forsigtigt om på ryggen. Hvad skulle hun
dog gøre?
Hun strøg en lok af hans blonde hår væk fra hans ansigt. Han trak ikke
vejret men lå med rynkede bryn. Virkede utilfreds, tydeligvis.
”Det var også din skyld,” mumlede hun forpint. Han havde sultet hende.
På en måde i hvert fald. Men det var også, hvad der havde tiltrukket hende
til at begynde med.
Hun havde siddet oppe i baren. Hørt nogle fyre hviske om sig i den anden
ende af rummet. Det var hendes sædvanlige metode. Hun vidste, det bare var
et spørgsmål om tid, før en af de kønne unge mænd ville blive tiltrukket af
hendes timeglasform, der var så perfekt, at man næsten kunne se sandet løbe
igennem hende, hendes vilde grønne øjne, der livligt inviterede folk til sig,
hendes brede læber, der var blodrøde af læbestift og det på alle måder smukke
ansigt, som de alle sladrede og hviskede om.
Hun følte sig lidt som en fisker. Sad der med madding på krogen og ventede
på en fisk, der her troede, den havde fanget sig et lækkert måltid. Uden
at vide det var det i virkeligheden fisken selv, der var måltidet.
Rigtigt nok bed en fisk på. Men det gjorde der hver aften. Hun var en dygtig
fisker.
Han var flot. Det var også sjældent, at folk, der ikke havde grund til stor
selvtillid, henvendte sig til hende.
Hun sendte ham et drilsk smil. Så strøg hun sit lange mørkebrune, næsten
sorte hår, tilbage bag øret og så op på ham.
”Hvorfor er en kvinde som dig ikke allerede ude på dansegulvet?” spurgte
han med et glimt i øjet. Han virkede som en afslappet type. Lidt drilsk.
Men venlig. Stadig ret alvorlig.
”Fordi du ikke har spurgt endnu,” svarede hun med en lille latter. Hendes
selvsikre, forførende attitude slog benene væk under de fleste mænd. Det
gjorde den stramme, lårkorte stropkjole også.
”Jeg tror, det er tid at forlade det her sted,” hviskede hun, da de stod ude
på dansegulvet. Hun bevægede sit ansigt mod hans. Stoppede da deres
munde næsten mødtes. De var så tæt, at hun kunne mærke varmen fra hans
læber imod sine og vidste, at han kunne mærke kulden fra hendes læber.
I stedet for at fuldende bevægelsen, trak hun sit hoved tilbage.
De fulgtes ud. I den friske luft, hvor lygtepælene og stjernerne var stør-
155