De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

hulk. Gråden fik ben og løb op ad trappen - den forstummede. Jeg sukkede.
Hvornår ville hun acceptere det som en del af hverdagen?
Små tunge fødder nærmede sig bag mig, og en lille hånd tog fat i min.
”Jeg skal nok hjælpe dig”. Peters stemme var, som kun små drenges stemmer
kan være. Jeg sendte et smil i hans retning. ”Mor har ikke snakket med
damen i dag, du ved, hende, der hjælper mor, når hun er ked af det.”
”Ja, hende kender jeg godt.” Jeg undertrykte et fnis.
Han trak i mig og førte mig gennem huset og ind på mit værelse og placerede
mig forsigtigt på sengen.
”Vent her, jeg har noget, jeg skal vise dig”. Stemmen dirrede af fryd og
efterlod en summen i rummet, da han trampende løb ud af værelset. Mine
tanker tillod sig at kræse om ting som… Sebastian - og Pernille. Mor havde
de for længe siden opgivet. Kun hendes psykolog og far kunne holde hende
intakt. Havde Pernille og Sebastian virkelig et hemmeligt forhold bag min
ryg? Eller snarere lige for næsen af mig. En hare begyndte at hoppe voldsomt
i min mave, og jeg lagde armene om mig selv for at berolige den - men
den var ikke så meget for at kramme. Et par sokker kom futtende hen ad
gulvtæppet.
”Jeg har tegnet en tegning af os to - er den ikke flot?” Hans stolthed fyldte
rummet, så man ikke kunne gøre andet, end at tage del i den. Let som en
fjer lod jeg min hånd strejfe papiret. Masser af linjer tog plads under fingerspidserne.
”Den er rigtig flot” Jeg gjorde mit bedste for at lyde som en besat af sandhedsserum.
”Det VIDSTE jeg bare, du ville sige”. Jeg forestillede mig en kæmpe
banan på hans mund, da han tøffede ud. Jeg smilede for mig selv og lod
håndfladen køre langs det hjemmelavede sengetæppe. Forsigtigt lagde jeg
mig på sengen. Jeg udstødte et suk - hvordan ville det her ende?
Jeg besluttede mig for at glemme Pernille - glemme Sebastian.
Telefonen ringede i min lomme. Jeg fumlede efter den og fik med besvær
taget den.
”Det’ Nanna,” svarede jeg træt.
”Det.. h.. er Seb.. h.. astian.” Jeg satte mig med et sæt op og spidsede ørerne.
Ville han fortælle mig, at han var faldet for Pernille? Mine læber strammedes.
”Hey..” Han stønnede, det lød, som om han var ude at løbe, eller lige var
stoppet.
”Hvad laver du?”
16