De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

stolerne og af skrig og kroppe, der faldt ned på de hårde fliser, fyldte mine
ører, og for hver en skudsalve syntes Amir og Mehmet at vokse omkring mig.
Var den eneste grund til, at jeg stadig stod, at mine skuldre sad i spænd
mellem Amir og Mehmet’s ranke overkroppe? Havde jeg overhovedet selv
skudt? Mehmet råbte mit navn, og jeg lukkede øjnene. Nu. Jeg trykkede
pegefingeren mod aftrækkeren, og det rykkede rytmisk i min arm. Det blev
ved. Det var, som om mængden af patronerne i mit magasin aldrig ville få
en ende.
Jeg åbnede langsomt øjnene, men lysten til at lukke dem igen var overvældende.
Omkring mig lå folk krampagtigt forvredne i chok, nogle skreg af
smerte, andre lå bare skræmmende stille, mens blodet sivede ud.
Jeg stod som forstenet. Min hjerne var ude af stand til at forhandle om
bevægelser. Musklerne reagerede simpelthen ikke.
Over alt kæmpede folk for at komme ud.
Amir og Mehmet var på vej mod hver deres udgang. Deres maskinpistoler
var hævede, og de ranke kroppe løb i takt til skuddenes bragen.
Jeg så angsten stå malet i ansigterne på menneskemasserne. Alle kæmpede
desperat for at nå lyset og sikkerheden for enden af de lange trapper.
Rytmen i Amirs løb forsvandt, da den sidste patron i hans magasin blev skudt
af. Han hev et nyt magasin frem, men stivnede i bevægelsen.
En uniform var trådt ud foran Amir. Det var ikke mere end 45 sekunder,
siden vi havde spejdet ud over menneskemassen på perronen for at sikre os,
at lige præcis dette ikke skulle ske. Men vi havde overset ham.
Jeg så, hvordan Amir overrasket trak sig lidt tilbage. På få sekunder var et
nyt magasin sat i min maskinpistol. Jeg rettede maskinpistolen mod uniformen
og førte min finger hen mod aftrækkeren. Men uniformen var sekunder
foran mig, og idet han hævede sin tjenestepistol, skar Amirs råb gennem
menneskemassernes skrig og hulken ”Ahmed! Så skyd dog for fanden!” Mit
blik mødtes med uniformens, og min pegefinger stoppede millimeter fra sit
mål. Det blonde hår, de blå øjne og panden med de dybe rynker virkede
bekendt. Jeg havde set ham før. Hvor? Var han ikke far til et barn fra Asiyas
børnehave? August, Magnus eller måske Kias’ far?
Faren udnyttede min tøven. Hans skud flænsede luften, min brors ranke
ryg knækkede sammen, og han faldt til jorden.
Uniformen rettede pistolen mod mig, men det var for sent. Min pegefinger
havde strammet sig om aftrækkeren. Jeg ventede ikke på, at uniformens
krop faldt til jorden. Mine ben satte bare i løb.
90