De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

Børnehavens største træ. Tykke, klatrevenlige grene med lysegrønne bøgeblade
groede ud fra den tykke stamme. Elias havde været deroppe før, men
ikke så højt oppe, som han skulle nu.
Han så sig lidt omkring for at være sikker på, at der ikke var nogen pædagoger
i nærheden. Efter at have drejet en omgang og set, at han var nogenlunde
alene, gik han langsomt hen til den store stamme og så op. Træet var
meget højt. Højere end noget andet Elias havde set før. Han greb fat om den
første gren og trak sig behændigt op på den næste. Han arbejdede sig videre
opad med velovervejede og forsigtige bevægelser, der vidnede om, at han var
en rutineret klatrer.
Da grenene begyndte at blive tyndere, stoppede han og fandt en god gren
at stå på. Han rykkede et lille skridt frem og kiggede ned. Der var langt ned.
Tænk, hvis det virkelig skulle lykkes … Elias klamrede sig til grenen og så
ned. I det samme kom han i tanke om engang, han var faldet ned fra en rutsjebane.
Han blev tør i munden og alle hans sanser skærpedes. Hvor havde
det gjort ondt, da han ramte jorden. Han stod lidt og tog mod til sig, bevægede
hænderne op og ned ad grenen. Og så hoppede han.
Elias sagde ikke ord på vej hjem fra hospitalet. Han sad tavs på bagsædet af
den røde Fiat med venstre arm i gips til langt over albuen. Gipsen var stadig
helt hvid, ingen havde tegnet på den endnu. Mads sad endnu mere tavs ved
siden af Elias. Hans ansigt var næsten lige så hvidt som gipsen, og hans blik
var fæstnet på hænderne, som han nervøst vred. Elias så slet ikke på ham.
Mads havde løjet for ham. Og Jylland var en del af Danmark, sagde deres
mor, ikke Europas hovedstad. Europa var ikke engang et land.
Huset var mørkt og lugtede indelukket. Elias´ humør passede til huset. Hans
humør var sort og hans hoved tomt. Han vandrede ind på sit værelse, lagde
sig på sengen og kiggede op i loftet. Den øverste del af tapetet var falmet ,og
de smilende blå fly var utydelige. Elias rejste sig og trak gardinerne for, så
solen ikke kunne trænge ind.
Lidt efter bankede det på døren, og Mads stak hovedet ind.
”Øhm, Elias? Vil du ikke med hen på legepladsen og gynge?” spurgte han
forsigtigt.
Først havde Elias lyst til at sige nej. Men synet af den blege bror, fik ham
til at sige ja alligevel. Og desuden elskede Elias at gynge.
”Kan du selv holde fast, eller skal jeg stå bagved, så du ikke falder af?”
178