Borgerne på banen - Center for Borgerdialog

BorgerProFIL – LoNe SveNdSeN
Lone Svendsen er et konstrueret navn på
en borger, der indgår anonymt i Annika
Aggers afhandling “Demokrati og Deltagelse
– et borgerperspektiv på kvarterløft”
fra 2005. Afhandlingen kan downloades
fra www.sbi.dk
Hverdagsmager
“Jamen, hvis du ikke vil finde dig i det, de andre
bestemmer, og selv gerne vil bestemme lidt, så
er du jo nødt til at komme op af stolen. Jeg vil
gerne have, at mine børn ydes de optimale vilkår.
Jeg vil også gerne have, at børnegruppen ydes
de optimale vilkår. Og så er du jo nødt til at åbne
munden! Det er nok et temperamentsspørgsmål.
Det er ikke noget, man kan lære sig. Enten så
finder du dig i, hvad de andre bestemmer, eller
også vil du selv bestemme!”
“Man kan ligeså godt opgive [at få flere borgere
med i kvarterløft]! Det gælder også, når du taler
børneinstitutioner og skoler. Og det gælder lige
så snart, folk skal forlade fjernsynet klokken syv
om aftenen. Altså min holdning er: Vær glad over
dem, der gider at gøre noget. Og så – jeg vil ikke
sige forkæl dem – men altså sæt pris på dem, der
gider, og lad de andre sidde hjemme i fifaen [sofa
og fjernsynet]!”
“Når du sidder i en kvarterløftgruppe, så sidder
der nogle fra lejerforeningerne og boligforeningerne
og repræsenterer nogen på en eller anden
måde. Så er vi nogen, der simpelthen sidder der
som dig og mig, altså fru Hansen og fru Jensen. Vi
sidder der med nogle helt andre forudsætninger.
Jeg tænker jo ikke på boligbevægelsen, eller hvad
de siger i afdelingsbestyrelsen, når jeg kommer
hjem og har bestemt noget, der går boligbevægelsen
imod. Der er mange meget forskellige
interesseorganisationer, der er repræsenteret. Det
har rystet mig, at interesseorganisationerne har
kæmpet mod hinanden i flere år. Det vidste jeg jo
ikke noget om som enkeltperson. Det var lærerigt.
Men det er også problematisk, når du skal have
demokratiet til at virke, og man grundlæggende
er forskellige. Det er hårdt!”
“Når man så ikke indbyrdes kan blive enige om
det, så er du ligesom nødt til at lade “mor” bestemme
– og her er det kommunen. De var ligesom
nødt til at gå ind og vælge mellem alle de
projekter, der var kommet op. Man kan være enige
eller uenige i, om det var det rigtige. Men man
kunne jo ikke blive ved med at sidde og diskutere
i en uendelighed!”
“Det har virkeligt været lærerigt. Det har også givet
en større selvfølelse overfor dit lokalområde – i
stedet for at du “bare” bor her! Når du har været
med til at bestemme nogle ting, får du også en
ansvarsfølelse. Du har i hvert tilfælde været med
til at sætte dit fingeraftryk på, hvordan det skal
ende med at være!”
75