Borgerne på banen - Center for Borgerdialog

det repræsentative demokrati og bruger deres
stemmeret hvert fjerde år – og stemmer på nogle
politikere, man synes har de synspunkter, man
selv har. Flertallet vil gerne have lov til at passe
deres eget liv og har ikke lyst til at rende til borgermøder
og sidde i rundkreds og pille sig selv i
navlen. Nu gør jeg bevidst lidt grin med det. Men
så kan man sige: skulle deres mening ikke tælle?
Og selvfølgelig skal den da det.”
“Det, at vi har et repræsentativt demokrati i
Danmark, betyder, at man vælger nogen til at
repræsentere sig, og det betyder ikke, at ting skal
lægges ud i grupper. Et alternativt system er det
Schweiziske, hvor alt lægges ud til folkeafstemning.
Det er heller ikke optimalt. Der er en balance,
og det er afhængigt af, hvad vi konkret taler om,
for ellers bliver det meget teoretisk.”
Michael har et eksempel om en grund, hvor der
skulle bygges en virksomhed. De omkringliggende
borgere havde meninger om, hvor højt der skulle
bygges. Politikernes første udkast var 4 etagers
bygninger med luft imellem. På borgermødet
mødte der mange op, og der blev nedsat en borgergruppe,
der kunne repræsentere forsamlingen
og være en løbende dialogpart. I dette eksempel
blev borgerne inddraget meget og fik stor indflydelse
på den endelige bebyggelse.”
“Jeg har delte følelser, om det var en rigtig god
proces. Men når du inddrager sådan en gruppe, så
begynder de at have meninger om en række ting.
Det, de burde inddrages i, er de elementer i byggeriet,
der påvirker dem selv – f.eks. bygningshøjden.
De behøver jo ikke at have meninger om disponering
af parkeringsarealer og grønne områder mm,
78
hvis de ikke påvirkes af disse forhold. Der er en fare
for at gøre folk mere sure, fordi man skaber nogle
forventninger. Sådan er det i mange processer, hvor
der bliver skabt nogle forventninger til, hvor meget
de involverede borgere kan få indflydelse på. Men
dialoggruppens rolle i processen medvirkede til,
at der ikke var nogen protest ved den endelige
løsning. De følte sig hørt og inddraget, for de
kunne se, at løsningen blev ændret.”
Michaels råd er, at man fra starten skal kridte
rolle fordelingen tydeligt op, selvom det ofte også
er svært: “Man skal være opmærksom på, at det
er et tveægget sværd, for man kan risikere, at
folk bliver mere sure.”
Mål med borgerdeltagelse?
“Et vigtigt mål er at forsøge at indfange paletten
af synspunkter, som vi skal forholde os til. Et
andet er at afprøve forskellige løsningsmodel-
ler. Det afhænger af den konkrete sag. Man skal
bare være afklaret med, at en borgerhøring ikke
er det samme som en afstemning – det er noget
med at indhente synspunkter. Mange gange kan
en høringsproces føre til ideer til, hvordan man
justerer på det her, så alle bliver gladere, altså
en slags win – win.”
“Vi [politikere] har den vigtige rolle at varetage
helhedshensynet, og at vi også repræsenterer
det tavse flertal. Nu afhænger det jo af, hvilke
sager det drejer sig om. Men man kan sige, at
vi har et ansvar for, at der er en helhed i byens
udvikling. Borgernes rolle er omvendt at pege
på, hvor er den ømme tå i forhold til mig, det er
jo ikke nødvendigvis at være helhedsorienteret,
det kan vi ikke forvente.”