History of Science Department University of Aarhus

38 3. ARABISKE PLANETMODELLER
begyndelse, om en veri cering af Almagestens resultater pa baggrund af nye observationer.
Sma afvigelser i middelbev gelserne, ville i et kort tidsinterval have en
negligibel ind ydelse pa beregnede v rdier, men fra Almagestens tilblivelse til dens
indlemmelse i den arabiske verden, var der gaet ca. 700 ar, hvilket havde forst rret
e ekten betydeligt. En sammenligning med Almagestens forudsigelser afsl rede derfor
hurtigt afvigelser i pr cessionsraten samt i visse af solteoriens parametre. Saledes
fandt man en st rre v rdi for pr cessionsraten og en mindre v rdi for ekliptikas
h ldning. Dette ledte til trepidationsteorier, som tillagde ksstjernesf ren ekstra
oscillerende bev gelser, for at forklare variationerne. Positionen af Solens apsidelinie
blev fundet st rre end pr cessionen forudsagde, hvorfor den ikke blot blev givet en
bev gelse med pr cessionen, men ogsa en selvst ndig stlig rotation. Solbanens excentricitet
blev ligeledes fundet mindre og i kombination med apsideliniens rotation
lavede Al-Zarqali (1028{1087) en solmodel, hvor deferentens centrum roterer pa en
lille cirkel. Disse smajusteringer af solparametrene ledte naturligvis til en granskning
af Ptolemaios' metode, som bl.a. resulterede i at Ptolemaios' brug af observationer
ved solhverv, blev vurderet uanvendelige pga. usikkerheden forbundet med en pr cis
bestemmelse af et solhverv. 3 Istedet anvendtes bl.a. observationer af Solen i midten
af s sonerne (den sakaldte fusul metode), hvor ndringen i breddegrad sker meget
hurtigere.
Afvigelserne i Ptolemaios' parametre gav saledes hovedsagelig anledning til kritik
af hans observationer og metoder, hvorfor de geometriske modeller for planeternes
bev gelse forblev intakte pa et fundamentalt plan. F rst omkring det 11'te
arhundrede havde kritikken af ptolem isk astronomi naet et sadant niveau, at ndringer
i modellerne var pakr vet. Denne type kritik kulminerede med et stort
v rk af Ibn Al-Haytham (ca. 965{1039) udelukkende omhandlende kritik af tre af
Ptolemaios' v rker: Almagesten, Hypoteserne og hans Optik. \Tvivl angaende Ptolemaios",
som Al-Haythams v rk hedder, indeholder et meget vigtigt kritikpunkt
rettet mod Ptolemaios' st rste opdagelse, nemlig equantpunktet. Ptolemaios' brug
af cirkul re bev gelser uniformt om punkter forskellige fra deres respektive centre
er et brud mod PUC, der end ikke lader sig reproducere som en fysisk virkelighed.
Equantpunktet er dermed i modstrid med principperne fra Almagesten og Hypoteserne,hvorfor
Al-Haytham slutter, at Ptolemaios fejlede i sit fors g pa at redeg re for
de virkelige mekanismer styrende planeternes bev gelser. Den efterf lgende astronomiske
udvikling var angivelig under pavirkning af Al-Haythams og lignende kritiske
v rker, for konstruktionen af en alternativ astronomi, blev herefter de arabiske
astronomers prim re mal. Al-Haythams v rk markerer derfor skillelinien mellem
den f rste og den anden store periode. Den f rste periode blev domineret af astronomer
sasom Thabit Ibn Qurra (836{901), Al-Battani (ca. 868{929), Al-Biruni (973{
1048), Al-Zarqali og kendetegnes som beskrevet ved indf relsen og korrigeringen af
den ptolem iske astronomi, uden dog at pille ved de mest fundamentale byggesten.
Kendetegnet for den anden periode er derimod netop reformationen af ptolem
isk astronomi, hvilken udviklede sig langs to forskellige linier. Den ene var
en tilbagevenden til den strengt aristoteliske kosmologi, som kr vede uniformt cirkul
re bev gelser udelukkende om universets centrum, dvs. Jorden. Hermed blev
3 Ved solhverv star Solen enten h jest (sommersolhverv) eller lavest (vintersolhverv) pa himlen,
hvilket er meget sv rt at observere pr cist, da Solens breddegrad omkring dette tidspunkt ikke
ndres s rligt.