Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

Endvidere vil en ansøgning om opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 7, stk. 4, blive
afvist i den indledende fase, såfremt ansøgeren opholder sig i et andet EU-land, jf. bestemmelsen i § 7, stk.
4, 2. pkt. Afgørelse herom træffes af Udlændingestyrelsen og kan påklages til Indenrigsministeriet, jf. § 48 d.
Flygtningenævnet har i beretningsperioden modtaget 35 sager og afgjort i alt 58 sager omfattende
110 personer efter udlændingelovens § 7, stk. 4.
10.1 Generelle bemærkninger vedrørende Flygtningenævnets prøvelse
I størstedelen af de sager, der påklages til Flygtningenævnet, har Udlændingestyrelsen meddelt ansøgeren
afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 4, allerede fordi den pågældende ikke har en
tilstrækkelig tilknytning til Danmark. I disse sager vurderer nævnet således alene, om Danmark er nærmest
til at yde den pågældende beskyttelse.
Finder Flygtningenævnet, at Danmark ikke må anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse,
stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse, og der tages således ikke stilling til, hvorvidt ansøgeren i øvrigt
opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2.
Finder nævnet derimod, at Danmark må anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse, vil sagen
i almindelighed blive hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på en stillingtagen til,
hvorvidt ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2.
Som eksempel herpå kan nævnes:
Nævnet hjemviste den 10. marts 1999 en afgørelse, hvorved Udlændingestyrelsen havde meddelt en
mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1936, afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.
4, til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Ansøgerens referencer her i landet var en søn og en
datter. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren udover de to referencer i Danmark havde en datter i
Pakistan samt en søn, som opholdt sig sammen med ansøgeren i Moskva, at den mandlige reference boede
sammen med ansøgeren, ansøgerens medfølgende søn, og den kvindelige reference frem til 1992, hvor
familien på grund af magtskiftet måtte forlade deres bopæl, at den kvindelige reference opholdt sig sammen
med ansøgeren og ansøgerens medfølgende søn frem til hendes indrejse i Danmark, og at referencerne
ikke havde stiftet selvstændig familie. Selvom der endvidere ikke havde fundet nogen egentlig forsørgelse
sted af ansøgeren fra referencerne, fandtes Danmark efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forhold at
være nærmest til at yde beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Sagen blev herefter hjemvist til
Udlændingestyrelsen til afgørelse af, hvorvidt ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller
stk. 2. BR 8/171
Hvis det efter nævnets praksis er åbenbart, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, for at
meddele opholdstilladelse er opfyldt, bliver sagen dog afgjort af nævnet og således ikke hjemvist til
styrelsen.
Som nævnt afgøres langt de fleste sager på grundlag af en vurdering af tilknytningen til Danmark, men
enkelte sager afgøres efter den anden betingelse i § 7, stk. 4, om at ansøgeren er omfattet af § 7, stk. 1 eller
2.
Som eksempel herpå kan nævnes :
Nævnet stadfæstede den 29. oktober 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig
statsborger fra Bosnien-Hercegovina, født i 1963. Ansøgeren var etnisk serber og ortodoks af trosretning.
Før krigens begyndelse blev ansøgerens forældre chikaneret verbalt og truet på livet. Ved krigens
begyndelse blev ansøgeren tillige chikaneret verbalt. Herefter blev ansøgerens bopæl jævnligt ransaget. I
juni eller juli 1992 udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der var etnisk serber,
udrejste af hjembyen Sarajevo i 1992 på grund af de generelle forhold. Hun havde siden opholdt sig i
Forbundsrepublikken Jugoslavien. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaringer og de øvrige
oplysninger i sagen ikke gav grundlag for en antagelse om, at ansøgeren havde været udsat for sådanne
100