Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

til 1 måned, blev ansøgeren udsat for slag, idet han ofte blev hængt op i enten hænderne eller fødderne,
ligesom han blev udsat for elektrochok. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40, stk.
1, påhviler en ansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i
henhold til loven kan gives. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren ikke på troværdig og sammenhængende
måde havde kunnet redegøre for sit asylgrundlag. Ansøgerens aktiviteter for AISSF havde været så lidet
fremtrædende, at det ikke kunne anses for sandsynliggjort, at myndighederne som følge heraf skulle have
udsat ansøgeren for op mod 50 tilbageholdelser og tortur samt udsat ansøgerens familie for overgreb.
Nævnet anså det ligeledes for usandsynligt, at myndighedernes mistanke til ansøgeren i anledning af en
skudepisode, han ikke havde andel i, samt det forhold, at ansøgeren angiveligt havde overværet
myndighedernes drab på en kammerat, skulle have medført forfølgelse af en sådan karakter, som
ansøgeren havde forklaret. Nævnet havde herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke nærmere havde
kunnet redegøre for, hvilke oplysninger myndighederne ville opnå fra ham i forbindelse med de talrige
tilbageholdelser og overgreb. Flygtningenævnet anså det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren, der
udrejste på et pas i eget navn, ved udrejsen var forfulgt eller ved en tilbagevenden ville risikere forfølgelse
omfattet af udlændingelovens § 7. BR 8/6
Nævnet stadfæstede den 30. november 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig
statsborger fra Iran, født i 1968. Indrejst i oktober 1997. Ansøgeren samledes ofte med andre unge
mennesker på gaden, og ansøgeren fik problemer med en oberst, der i perioden fra cirka 4 måneder før
ansøgerens udrejse og frem til udrejsen tog ansøgeren med på politistationen og udsatte ham for tortur.
Ansøgeren blev afhørt om, hvorvidt han havde været aktiv i Mujaheddin, idet han med urette blev mistænkt
for at være medlem af organisationen. Sidste gang ansøgeren var tilbageholdt var tre dage før udrejsen,
hvor han blev slået med et kabel og blev udsat for slag og spark. På selve dagen for ansøgerens udrejse,
mistede ansøgeren besindelsen og slog obersten. Ansøgeren erfarede efterfølgende, at obersten havde
mistet en tand og havde brækket næsen. På det oprindelige nævnsmøde blev det besluttet at udsætte
sagen på ægthedsvurdering af de fremlagte dokumenter og på torturundersøgelse af ansøgeren. Sagen blev
efter svar fra Udenrigsministeriet og Retsmedicinsk Institut afgjort ved skriftlig
votering. Flygtningenævnet fandt, at væsentlige dele af ansøgerens forklaring, herunder forklaringen om, at
han havde været udsat for den af ham beskrevne tortur, måtte forkastes som utroværdig. Nævnet havde
herved lagt vægt på, at forklaringen herom var blevet udbygget undervejs i asylbehandlingen og ikke blev
støttet af de foretagne lægelige undersøgelser. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke at kunne lægge til
grund, at de fremlagte tilsigelser var ægte tilsigelser vedrørende ansøgeren. Flygtningenævnet havde
herved lagt vægt på den foretagne ægthedsvurdering, hvorefter der ikke var overensstemmelse mellem
nummeret på domstolen og domstolens stempel. Uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren var
tilsagt til at møde ved en domstol, fandt nævnet ikke, at der var tale om tilsigelser af asylrelevant karakter,
idet sigtelsen i tilsigelserne lød på ”vold og have drukket vin”. Uanset om ansøgeren måtte have været
tilbageholdt en eller flere gange på en politistation, fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren
ved en tilbagevenden til Iran ville risikere at blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af
udlændingelovens § 7. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at tilbageholdelserne havde været af
kortere varighed, og at ansøgeren var udrejst af Teheran lufthavn, legitimeret med eget pas. BR 8/7
5.2 Kønsrelateret forfølgelse
Kvinders asylretlige stilling har gennem de senere år været genstand for en del debat i såvel internationale
som nationale fora. Det accepteres generelt, at kvinder kan udsættes for særlige typer af overgreb, der giver
behov for beskyttelse.
Kønsrelateret forfølgelse kategoriseres ofte i fire hovedgrupper. For det første, hvor forfølgelsesmetoden er
kønsrelateret. Som eksempel kan nævnes seksuel vold. For det andet, hvor en lov eller norm begrænser
udøvelsen af en fundamental ret, således at sanktionen for at overtræde loven eller normen er udtryk for
kønsrelateret forfølgelse. Dette kan for eksempel være tilfældet i situationer, hvor homoseksuelle risikerer
dødsstraf, hvor en kvinde tvinges til at indgå ægteskab, eller hvor straffen for at bryde regler for korrekt
påklædning medfører helt uforholdsmæssige konsekvenser. For det tredje, hvor håndhævelsen af en lov
eller politik, uanset lovens legitime sigte, er kønsrelateret. Eksempelvis kan nævnes lovgivning vedrørende
familieplanlægning, der kan have et legitimt sigte, men som iværksættes ved tvungen abort eller tvungen
sterilisation. Endelig – for det fjerde – hvor en lov, politik eller praksis i sig selv kan udgøre kønsrelateret
forfølgelse. Dette gælder eksempelvis ved lemlæstelse af kønsorganer.
29