Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive udsat for alvorlige overgreb fra Talebans side.
Flygtningenævnet fandt dog anledning til at bemærke, at væsentlige dele af ansøgerens forklaring måtte
tilsidesættes, herunder navnlig forklaringen om tilbageholdelsen og den efterfølgende løsladelse samt
forklaringen om, at ansøgeren ikke havde kontakt til sine forældre i perioden fra 1992, indtil ansøgeren var
indrejst i Danmark. Flygtningenævnet tiltrådte Udlændingestyrelsens vurdering af disse forklaringer som
værende usandsynlige. BR 8/90
Nævnet stadfæstede den 8. september 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra
Afghanistan, født i 1959 (M) og 1969 (K) samt fire børn. Indrejst i april 1999. Ansøgerne var etniske tadjikker
og sunnimuslimer. Fra 1979 til 1982 aftjente den mandlige ansøger militærtjeneste. Fra 1987 til 1990
fungerede den mandlige ansøger som lønnet professionel soldat. Han var medlem af organisationen Patriot
(Watan Parast). I efteråret 1998 blev ansøgernes bopæl ransaget af Taleban på et tidspunkt, hvor den
mandlige ansøger ikke var hjemme. Samme aften skjulte ansøgerne sig hos en bekendt. Efterfølgende blev
ansøgernes bopæl ramt af en raket og herved nedbrændt. I december 1998 udrejste ansøgerne
illegalt. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne var forfulgt, da de udrejste af
hjemlandet, eller at de ved en tilbagevenden risikerede at blive udsat for forfølgelse eller andre overgreb
omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at den mandlige ansøger alene
havde været menig soldat, hvilket han ifølge sin forklaring ophørte med i 1990, og at han ikke havde udført
politiske aktiviteter af betydning. Vedrørende den ransagning ansøgerne havde forklaret om, bemærkedes,
at den mandlige ansøger overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst, at Taleban blot gennemsøgte huset og
derefter gik igen, medens den kvindelige ansøger tilsyneladende ikke havde omtalt episoden. Vedrørende
nedbrændingen af ansøgernes hus bemærkedes, at ansøgerne overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst,
at branden opstod under kampe mellem stridende grupper, og den kvindelige ansøger havde endvidere
oplyst, at flere huse nedbrændte under kampene. På den baggrund kunne Flygtningenævnet ikke lægge til
grund, at ransagningen og nedbrændingen af huset havde været udtryk for en forfølgelse, der var rettet
konkret mod ansøgerne. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der efter baggrundsoplysningerne ikke var
noget, der tydede på, at Taleban-styret målrettet forfulgte personer med den mandlige ansøgers militære
baggrund. Vedrørende den kvindelige ansøger fandt Flygtningenævnet, at der – uanset Taleban-styrets
generelle kvindeundertrykkelse – ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at denne ansøger ved en
tilbagevenden risikerede konkrete overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, som led i denne
undertrykkelse. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne havde opholdt sig i Kabul frem til slutningen af
1998, uden at den kvindelige ansøger havde været udsat for overgreb af betydning. Nævnet bemærkede
videre, at den kvindelige ansøger hverken uddannelsesmæssigt eller arbejdsmæssigt havde bragt sig i en
position, hvor hun måtte anses som værende særlig udsat. BR 8/91
Nævnet meddelte den 8. september 1999 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra
Afghanistan, født i 1973. Indrejst i maj 1998. Han var etnisk tadjik og shiamuslim. I 1991 fik ansøgeren et
kursus i betjening af filmkameraer og optagelse af film, hvorefter han begyndte at arbejde vederlagsfrit som
kameramand i et filmselskab under ledelse af en kommandant fra Hezbe Wahtan. Flygtningenævnet lagde
i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Det fremgik heraf, at ansøgeren havde medvirket til at
producere en række dokumentarfilm, som blandt andet dokumenterede Talebans overgreb mod
civilbefolkningen og andre. Det fremgik videre, at Taleban måtte være blevet bekendt med denne
virksomhed, i hvert fald i forbindelse med beslaglæggelsen af nogle af filmene på ansøgerens bopæl. I
forbindelse med denne beslaglæggelse blev ansøgerens fader dræbt, og ansøgeren flygtede straks derefter
sammen med sin onkel, med hvem ansøgeren havde samarbejdet under produktionen af filmene. Selv om
ansøgerens virksomhed havde haft en mere underordnet karakter end onklens virksomhed,
fandt Flygtningenævnets flertal dog ikke at kunne se bort fra risikoen for, at også ansøgeren ville blive
udsat for alvorlige overgreb fra Taleban ved en tilbagevenden til hjemlandet. Efter en samlet vurdering fandt
dette flertal herefter, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet. BR 8/92
Nævnet stadfæstede den 26. oktober 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig
statsborger fra Afghanistan, født i 1976. Indrejst i juli 1998. I 1984 blev ansøgeren medlem af PDPAs
ungdomsorganisation. Ansøgerens aktiviteter for partiet bestod blandt andet i omdeling af løbesedler og
andet propaganda. I 1992 indgik ansøgeren ægteskab. Cirka 15 dage efter brylluppet forsvandt ægtefællen,
idet han var eftersøgt af myndighederne på grund af sit arbejde som politibetjent under de tidligere
magthavere. I september/ oktober 1996 blev ansøgeren opsøgt af ægtefællen, og de tilbragte en
eftermiddag sammen, hvorefter han forsvandt på ny. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var
66