Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

hun da kunne anses for at have været forfulgt. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på grund af sin
etniske afstamning ved en tilbagevenden til hjemlandet ville risikere en konkret og individuel forfølgelse,
omfattet af udlændingelovens § 7. BR 8/55
6.2 Sager vedrørende statsborgere fra Bosnien-Hercegovina
Også i denne beretningsperiode har Nævnet modtaget et omfattende baggrundsmateriale vedrørende
forholdene i Bosnien-Hercegovina. Det fremgår heraf, at der sker visse fremskridt i fredsprocessen, men at
menneskerettighedssituationen fortsat lader meget tilbage at ønske. Graden af respekt for
menneskerettighederne varierer meget fra område til område, og der er fortsat spændinger mellem de
forskellige etniske grupper. I et voksende antal områder, herunder Sarajevo, eksisterer der dog fredelig
sameksistens i etnisk blandede samfund. Ikke desto mindre forekommer undertrykkelse, diskrimination og
chikane af minoriteter over hele landet, og der er fortsat store problemer med internt fordrevnes mulighed for
at vende tilbage til et område, hvor de vil være en del af minoriteten.
Som eksempler på nævnets praksis kan nævnes:
Nævnet stadfæstede den 7. januar 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende ægtepar fra
Bosnien-Hercegovina, født i 1961 (M) og 1962 (K), samt tre børn. Indrejst i november 1997. Begge ansøgere
var muslimer. Familiens bopæl lå ved fronten i Republika Srpska og blev ramt mindst to gange, hvorefter den
kvindelige ansøger og børnene flygtede fra Srebrenica til Tuzla. Under rejsen blev konvojen standset af
serbere, som udsatte den kvindelige ansøger for vold og truede børnene med bajonetter. Flygtningenævnet
lagde til grund, at ansøgerne var bosniske muslimer fra Srebrenica, der nu er beliggende i Republika Srpska.
Nævnet lagde videre til grund, at den kvindelige ansøger med børnene blev tvunget til at forlade bopælen i
maj 1992 som følge af krigshandlinger, og at hun kom med den første konvoj ud af Srebrenica i maj 1993,
hvorefter hun tog ophold i Tinja ved Srebrenik. Nævnet lagde videre til grund, at den mandlige ansøger, der
inden krigen havde arbejde i Serbien, først i november 1995 sluttede sig til familien i Srebrenik, hvor de
boede indtil udrejsen i november 1997. Den mandlige ansøger og børnene blev udsat for verbal chikane i
Srebrenik, idet den mandlige ansøger blev beskyldt for at have udført krigstjeneste for serberne, men ingen
af ansøgerne blev udsat for fysiske overgreb. Flygtningenævnet fandt ikke, at det under disse
omstændigheder burde kræves, at ansøgerne vendte tilbage til deres hjemby, der som nævnt var
beliggende i Republika Srpska. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgerne havde krav på at kunne
vende tilbage til hjembyen eller hjemområdet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerne havde eller ville kunne
opnå statsborgerskab i Bosnien-Hercegovina, og at de på ny kunne tage ophold i føderationsområdet uden
at risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at den kvindelige ansøgers subjektive
frygt i hvert fald under disse omstændigheder var således begrundet, at det ikke burde kræves, at hun tog
ophold i føderationsområdet. BR 8/56
Nævnet stadfæstede den 23. september 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra
Bosnien-Hercegovina, født i 1967 (M) og 1968 (K), samt tre børn. Indrejst i oktober 1998. Ansøgerne etniske
romaer og muslimer. Ansøgerne blev presset til at konvertere til kristendommen. Ansøgerne blev endvidere
udsat for husransagninger af serberne, hvorunder den mandlige ansøger blev slået og truet. I 1993 blev den
kvindelige ansøger udsat for flere voldelige overgreb fra militærfolk. Flygtningenævnet kunne lægge
ansøgernes forklaringer til grund. Uanset at ansøgerne ikke mente at kunne vende tilbage til hjemområdet,
fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne kunne henvises til at tage ophold i føderationsområdet.
Flygtningenævnet fandt herved, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerne havde et udestående med
nogen i dette område, og at de sociale og økonomiske forhold for medlemmerne af roma-befolkningen ikke
kunne medføre en anden vurdering. BR 8/57
Nævnet meddelte den 21. oktober 1999 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Bosnien-Hercegovina,
født i 1965 (M) og 1964 (K), samt to børn. Indrejst i maj 1998. Begge ansøgere var muslimer og tilknyttet
DNZ (Folkets Demokratiske Forening). Under borgerkrigen gjorde den mandlige ansøger indtil 1994 tjeneste
i Fikret Abdics hær. I 1994 blev ansøgerens brødre dræbt under krigshandlinger. Herefter blev ansøgeren
overflyttet til tjeneste som fangevogter i et militærfængsel. I juni eller juli 1997 flygtede ansøgeren sammen
med hæren til Kroatien. I november 1997 vendte ansøgeren tilbage til hjembyen, idet den kvindelige ansøger
og deres børn ikke kunne forlade denne. Ved sin tilbagevenden blev ansøgeren sat i husarrest af politiet.
Efterfølgende trængte politiuniformerede personer ved tre lejligheder ind på bopælen, som de ransagede,
53