Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

Som eksempler på afgørelser, hvor nævnet har fundet, at der var den fornødne tilknytning til det nordlige
Irak og dermed et internt flugtalternativ kan nævnes:
Nævnet stadfæstede den 22. marts 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig
statsborger fra Irak, født i 1971. Indrejst i marts 1998. Ansøgeren, der var etnisk araber fra Sulaimania,
havde frem til 1992 været medlem af den illegale kommunistiske organisation Rawti og havde som følge
heraf været tilbageholdt af de irakiske myndigheder i fem til syv måneder i 1988/89. Ansøgeren havde
endvidere været medlem af Irakisk Kommunistiske Arbejderparti. Fra 1993 var ansøgeren medlem af et
beboerråd, der var en marxistisk-kommunistisk organisation. Ansøgeren propaganderede, hvervede
medlemmer og organiserede folk, i hvilken forbindelse han gentagne gange udtrykte kritik af islam og det
islamiske parti ved private og offentlige møder. I 1995 blev ansøgeren fængslet af PUK i fire dage og udsat
for overgreb på grund af sit medlemskab af beboerrådet. I 1997 blev ansøgeren under et hvervemøde
kidnappet af den islamiske bevægelse i Nordirak, som udsatte ham for fysiske overgreb og beordrede ham
henrettet. Efter 20 dages tilbageholdelse flygtede ansøgeren. Efterfølgende blev han i Sulaimania søgt af
den islamiske bevægelse, som under en skudveksling dræbte ansøgerens broder. En leder i den islamiske
bevægelse udstedte en ”Fatwa” over ansøgeren, ledsaget af en dusør på 100.000 US
dollars. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren ikke havde noget
modsætningsforhold til PUK eller KDP, men alene var kommet i konflikt med en islamisk bevægelse, som
havde udsat ansøgeren for hårdhændet behandling. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger ville PUK
eller KDP være i stand til at yde ansøgeren beskyttelse mod islamiske partier, og ansøgeren fandtes herefter
at kunne vende tilbage til Nordirak uden at udsætte sig for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. BR
8/133
Nævnet stadfæstede den 27. august 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig
statsborger fra Irak, født i 1976. Indrejst i august 1998. Ansøgeren var etnisk kurder fra Arbil i det nordlige
Irak. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i perioden 1994 til 1996 var medlem af en fagpolitisk
studenterorganisation, som organiserede studenter med forskellige politiske tilhørsforhold. Ansøgerens
opgave i perioden var navnlig at udføre radioudsendelser med information om kurdiske forhold, herunder
kurdisk historie. Organisationen var muligt støttet af PUK, men den havde ikke et bestemt politisk
tilhørsforhold. Flygtningenævnet fandt sammenfattende ikke, at ansøgeren, der ikke i øvrigt havde haft
politisk aktivitet, kunne anses for at have været asylretligt forfulgt i anledning af sin tilknytning og aktivitet for
studenterorganisationen. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han blev kristen i 1995, idet han
blev indført i kristendommen af en ven. Selvom nævnet lagde vægt på, at ansøgeren herefter var kristen af
overbevisning, tillagde nævnet det betydning for vurderingen af ansøgerens forhold, at ansøgeren kun til en
meget begrænset kreds bestående af familie og nære personlige venner gav oplysninger om, at han var
kristen. I gymnasiet blev ansøgeren truet af skoleelever, fordi de øjensynligt vidste, at han var kristen, men
ansøgeren kunne undgå problemer ved at holde sig fra fundamentalister. Ansøgeren fraflyttede sin bolig,
hvor han boede med sine forældre og søskende, da der den 10. januar 1996 var kastet 2 granater mod
boligen. Ansøgeren havde alene en formodning om, at granaterne var kastet af fundamentalister, og nævnet
fandt, at det fremstod som helt uvist, hvem der kastede de to granater, og hvad anledningen hertil var. Ved
vurderingen af den risiko, som ansøgeren henviste til som konverteret kristen, lagde nævnet vægt på, at
ansøgeren i perioden fra 1996 til 1998 kunne opholde sig hos sin bror i nærheden af Arbil, havde eget
selvstændigt logi i Arbil og Mosul, og drev handel ved indkøb af tekstiler og sko i Arbil med videresalg i
Mosul. Ansøgeren var i denne periode ikke i konflikt grundet sin kristne overbevisning hverken med politiske
eller religiøse grupper. Ansøgeren havde oplyst, at heller ikke hans værnepligtsforhold gav problemer, idet
han havde midlertidig udsættelse. Der var ingen konkret konflikt i tidsmæssig tæt sammenhæng med
ansøgerens udrejse fra Arbil i juli 1998. På den nævnte baggrund fandt nævnet ikke, at ansøgerens
tilknytning til kristendommen kunne anses for at have udsat ansøgeren for en risiko, der kunne anses for
asylbegrundende. Selvom ansøgerens far havde bedt ham om at fraflytte hjemmet, hvor forældrene og
nogle søskende fortsat boede i Arbil, ansås ansøgeren fortsat for at have særlig tilknytning til dette område,
hvor ansøgeren var født og opvokset, ligesom ansøgeren havde voksne søskende, der ikke var
hjemmeboende. For så vidt angår ansøgerens ikke aftjente værnepligt fandt nævnet ikke, at ansøgeren var i
en asylbegrundende risiko, idet ansøgeren vurderedes alene i forhold til det nordlige Irak, hvortil ansøgeren
fandtes at have særlig tilknytning. BR 8/134
Som eksempler på afgørelser, hvor nævnet har fundet, at der ikke var den fornødne tilknytning til det
nordlige Irak, kan nævnes:
80